Hjem

USA er tilbage

Efter fire år under Donald Trump, hvor man verden over har rystet på hovedet, krummet tæer eller fneset i krogene, har den nye Biden-administration meddelt alverden, at USA nu er tilbage. Dette markeres ved en genindtræden i nogle af de aftaler, som Trump havde trukket USA ud af. Man har også genoptaget noget af den mere krigeriske retorik over for de lande, man ikke kan lide. Det vil først og fremmest sige Kina og næstefter Rusland. Jo, USA er tilbage.

Især synes Kinas økonomiske, tekniske og politiske fremgang at gøre ondt. Også under Trump har USA haft en ganske stor succes ved at fortælle om kinesiske bagdøre i al slags elektronik, samt russiske og nordkoreanske hackere, der skal være brudt ind alle vegne. Dokumentationen har af og til været sparsom. Altså hackere anstrenger sig normalt efter at være ukendte og svære at spore, så hvad det præcist er, USA mener at have fundet som beviser (eller indicier) vides ikke. Der er faktisk flere lande (og en stor mængde gangstere), der også kunne have interesse i at hacke stater og firmaer. For tiden er ransomware det helt store. Selv om en hackergruppe faktisk viser sig at befinde sig i f.eks. Rusland, så gør det vel ikke automatisk Putin til bagmand? Vi har her i landet både rockere og andre bander til at handle med stoffer, hormoner og våben, uden at Mette Frederiksen er skyldig.

De tekniske bagdøre er endnu mere mystiske. De har mest vist sig som påstande, af og til lidt fantastiske. Jo, der er fundet bagdøre, men i elektronik fra mange forskellige lande. Software har haft bagdøre. Sommetider i form af en rigtig bagdør (Sesam, Sesam luk dig op) i andre tilfælde som fejl og svagheder, der gør det muligt at overtage et system. Er disse svagheder anbragt der bevidst? Hvorfor tager det halve og hele år at lappe hullerne? Det er bestemt ikke Kina, der er den fremmeste mistænkte her.

Noget af den avancerede software, der har været brugt til angrebene, er baseret på software udviklet af amerikanske efterretningstjenester. Softwaren blev hugget ved et hack og derpå spredt. Så mange grupper har haft et godt udgangspunkt for at gå videre. Når USA råber op, er det som røveren, der råber: Tyv! Altså røveren kan godt have ret, men han er stadig røver.

En mere pudsig udvikling har været de taler, Biden og hans folk er kommet med. USA er tilbage! Javel, hvad betyder det mon?

USA vil gøre en masse for fattige lande. USA vil donere et større antal vaccinedoser til trængende lande. Og der er »no strings attached«. I modsætning til Kinas hjælp? Og så vil man donere vacciner til strategiske partnere (many strings attached?). Vil man donere vacciner til Cuba? Venezuela? Lad os nu lige se.

Det er nemt at holde fine taler. Biden er helt klart bedre end Trump til den slags. Det er også meget nemt at give løfter, som er større end, hvad Kina faktisk har gjort. Løfter er gratis, de er luft, til tingene er leveret. Kina gjorde noget, mens USA's præsident rablede om rengøringsmidler og »kinesisk virus«. På en måde kan det næsten kun blive bedre.

USA's lovede gode gerninger (også for andet end en pandemien) skyldes mest, at man er bekymret over Kinas voksende goodwill og indflydelse. Kina og Rusland anklages for »vaccinediplomati« (mens USA overforsynede sig). USA forsøger at promovere sine sanktioner mod Kina som uenigheder om politik og magt. Men det er nok lige så meget hensynet til markedsandel og økonomi. Og måske derfor, at bl.a. EU ikke ligefrem applauderer.

Men det, jeg tror, vi vil se, er små positive tiltag fra USA's side. Imens man skærper retorikken og presset på andre lande for at slutte op i USA's felttog mod Kina, Rusland, Cuba, Nordkorea, Venezuela og andre uvenner. Måske meget mere end Trump kunne. Kuppenes tid er nok heller ikke forbi. Måske er USA nødt til at hæve stemmen over for Israel, men det vil nok gå over igen.

Situationen er desværre så slem, at vi ikke har råd eller tid til, at USA de næste mange år skal samle andre stater til at »yde modstand« og sabotere andre lande. Mens USA kæmper mod sit eget sammenbrud (USA bevæger sig mod en svagere økonomi, en svagere international opbakning og vil snart halte bagefter også teknologisk), så vil de store opgaver, der skal løses nu, blive udskudt og bagatelliseret. Global fattigdom. Klimaforandringer. Forurening. Ødelæggelse af regnskove. Masseudryddelse af arter. Evige krige i lande der besidder vigtige råstoffer. Oprustning.

Vi har ikke tid eller råd til i stor skala at bekrige hinanden. Vi er nødt til at samarbejde. Om nødvendigt uden om USA, til de fatter alvoren. Selv om amerikanerne opfatter deres land som Gods own, så er landet ikke just kendt for at være befolket med helgener eller for at smede sværd til plovjern.