Jeg undrer mig meget over nogle reklamer, jeg har set på Youtube i en længere periode. Den første viser en familie af bløddyr, der er på vej på ferie. Bilen er pakket, og det, som de glæder sig til, synes at være at kunne streame på mobilerne. Nu skal man ikke forundres for meget over bløddyr, kun et par grupper har udviklet højere kognitive evner, og det er ikke dem, der sidder jublende i bilen. Men hvorfor dog tage på en dyr ferie, hvis man alligevel bare vil streame?
En anden beslægtet reklameserie handler om den fortabelse, der rammer en eller flere familier, når familiens trådløse net ikke dækker matriklen. En sorgfuld stemme forklarer om udestuen, der kun samler støv, fordi nettet ikke rækker. Eller om en legehule på et stort loft, der ikke bliver brugt, fordi … En tredje reklame i serien viser et begejstret par, der sammen sidder og glor på en tablet. Hvis man har en bolig, hvor store dele ikke bruges, eller man kun sidder og glaner på en skærm, hvorfor så overhovedet have disse ekstra rum? Altså man kan da få en betydeligt billigere bolig med færre rum. Eller loft og udestue kan blive pulterrum/depot for det liv, man engang havde. Hvad skal man med kæreste og deslige, hvis den ene skal sidde og smile, mens den anden “scroller” på pad’en.
Jeg læste engang, at ensomme mennesker, der så meget fjernsyn, faktisk følte sig omgivet af venner – de forskellige personer i diverse shows. Det er beskrevet meget rammende i Fahrenheit 451. Formodentlig spiller nettet en lignende rolle. Man har venner, man kender folk, man er med i et fællesskab. Med tosser, konspirationsteoretikere, flat-earthers, ISIS-folk, trumpister eller nazister. Det gør ikke så meget, man er med i et fællesskab.
Den sidste gruppe reklamer præsenterer bare selskabet som en bande italienske gangstere – under ledelse af en mafiana. Måske er den lidt mere reel end de andre. Man betaler for at få fred – beskyttelsespenge. Måske vil man have fred for sit eget jeg? Det kan være ret belastende i længden.