Hjem

Sidste

Populære

RostaVinduet - Forsiden

Vigtige sager

EU-parlamentet skal træffe en meget vigtig afgørelse. Må man kalde en pølse for en pølse, hvis den ikke indeholder kød? Og må man sælge veggie-burgers, selv om de (logisk nok) er rent vegetabilske? Kødindustrien mener nej, det er at snyde forbrugerne! Nu kan man mene, at kødindustrien aldrig har haft skrupler ved at snyde. Der kører stadig lastbiler rundt med en jublende gris med krølle på halen. Selv om grisene sjældent har en hale. Og pølser har altid haft et noget tvivlsomt rygte. De har altid været at hakke det, som man ikke kan være bekendt at servere, og proppe det i en tarm, (som ganske ofte er lavet af papir behandlet med svovlsyre). At vegetarisk, vegetabilsk eller plantebaseret som betegnelse ved et produkt skulle narre nogen, er nok at undervurdere folk.

Nu har man haft benløse fugle uden fugle, forloren hare uden hare og forlorne skildpadder uden padder – uden nogen problemer i århundreder. Måske skal man til at censurere kogebøgerne, selleribøf er jo nævnt i de bedste kogebøger (og slet ikke en dårlig ret)?

Det er efterhånden også svært at argumentere for, at en burger skulle være kødkrævende, da ordet er så forvansket som tænkes kan. Måske bør den sælges som regnskovsburger eller hormonburger?



Nogle mennesker har påpeget, at når beslutningstagere stilles over for svære beslutninger, er de tilbøjelige til at bruge det meste af tiden på ligegyldigheder. Farven på cykelskuret i stedet for opførelsen af et atomkraftværk – f.eks. Atomkraftværket bliver vedtaget uden spørgsmål.

Nu er jeg ikke just nogen fan af EU, jo mere kaos og farce desto bedre. Jo før Rom falder desto bedre. Men at diskutere om, en burger skal indeholde en hakket borger eller en beboer fra Hamburg, når der er krig i Kaukasus (og mange andre steder), folk drukner i Middelhavet, flygtninge bor under åben himmel, nazisterne marcherer og vi er ved at slå flere arter ihjel end det berømte meteor for 65 millioner år siden. Og forresten selv er ved at krepere af en virus. Se dét er at bruge tiden på de forkerte spørgsmål. EU i et pølseskind!

 

Oprydning

Der er et forfærdeligt rod i min stue. I stedet for at gøre noget alvorligt ved rodet, vil jeg fjerne ordene »rod« og »uorden« fra mit sprog og dermed fjerne problemet. Det er ikke så fjollet, som det lyder, for nogle mennesker mener, at hvis et folk ikke har et ord for en farve, så kan de heller ikke se den.

Men foreløbig er det stadig svært at bevæge sig gennem min stue – hvad det så end kan skyldes?

 

Komfortzonen?

Et ofte hørt udtryk er, at vi skal komme ud af komfortzonen. Umiddelbart er det lidt underligt, at det skal være et ideal at være ukomfortabel, og udtrykket dækker da også over mindst to forskellige tanker.

Den første er en moderne udgave af ordsproget »nød lærer nøgen kvinde at spinde«. Når man er tvunget af omstændighederne til at arbejde uden for det, man er rutineret i, så stimulerer det opfindsomheden temmelig meget. Og det kan jo være meget fint. Anvendt med måde. Der er grænser for, hvor længe folk kan være under det pres. Men så længe det er næsten realistisk og man ikke er kørt træt, så er det ekstremt inspirerende og udviklende.

Den anden tanke er, at hvis man presser folk, så vil de ved at »løbe hurtigere« (og snitte hjørner) blive ved med at levere det samme arbejde. Selv om de er færre om opgaven, har kortere tid, eller opgaven bliver større og større. Det er filosofien bag ved f.eks. omprioriteringsbidraget. Det kan over tid køre enhver organisation ned. Og det har det også gjort.

Så kan man af og til statuere et eksempel ved at anklage en eller anden, der har måttet give op, og hvor det er gået galt. Den pågældende har ikke fulgt regler og anbefalinger. F.eks. skal folk ved mistanker om kræft undersøges meget hurtigt. Men budgettet må ikke overskrides, selv om der hober sig patienter op. Og psykiaterne må ikke udskrive patienter, der ikke kan klare sig selv, måske fordi de er psykotiske eller selvmordstruede. Men da der ikke er senge nok, og der hele tiden kommer patienter ind (bl.a. dem man udskriv for en-to uger siden), så skal man skrive i journalen, at N.N. ikke vurderes som værende selvmordstruet. Som regel går det godt, nogenlunde som en lasbil med overvægt på en last af høns holder vægten, når man får nogle af hønsene til at flakse rundt (det virker ikke, men det er et godt billede). Og ryger der en patient eller syv, så kan man henvise til journalen.

 

Hvis nu - be prepared!

Man kan lege med tanken om, hvad der kunne være sket, hvis nogen havde gjort noget andet, engang det gik rigtigt galt. Man kan gøre det ret kynisk.

Vi ved alle, at Titanic var en katastrofe, fordi der ikke var redningsbåde nok. Hvis vi nu antager, at en eller anden ingeniør havde insisteret på, at Titanic skulle have rigeligt med redningsbåde, ikke kun det lovfastsatte minimum. OG hvis vi nu antager, at udkiggen Fredrick Fleet havde haft en natkikkert, OG han havde set isbjerget i tide OG styrmanden William Murdoch havde fået drejet af i tide. Hvis vi antager det, SÅ havde den ingeniør, der havde brugt en masse penge på unødvendige redningsbåde været kendt hos White Star Line som ham, der frådsede med pengene. Vi kan også med næsten absolut sikkerhed antage, at et andet skib så på et senere tidspunkt havde smadret ind i et isbjerg, og en masse mennesker var omkommet, fordi der manglede redningsbåde. Katastrofen med Titanic var ikke uforudset, den var beskrevet ikke helt ved siden af i historien Futility, or The Wreck of the Titan fra 1898.

I dag mangler vi ikke redningsbåde men »personlige værnemidler«, der skal beskytte læger, plejepersonale og mange andre mod smitte og mod at give smitte videre. At der ville komme en pandemi, som ville have voldsomme konsekvenser, var forudset, både af fagfolk og af dommedagsforfattere. At man ville få behov for værnemidler (og meget andet) var til at forudse. Det ukendte var tidspunktet og omfanget. Og nu står vi og mangler de »redningsbåde«, som alle vidste, ville blive nødvendige en dag. Men man har atter sparet pengene. Og hvad der er sparet, er andres problem.

Pessimister har den fordel, at de forbereder sig på det værste – uden nødvendigvis at forvente det værste. Lige nu savner vi de pessimister, der sikkert engang var ansat hos sundhedsmyndighederne.

 

Moderne teknologi

Jeg hører en del radio, nok en del mere for tiden, både Danmarks Radio og BBC World Service (den er kommet på DAB+ for nogen tid siden).

Der er noget, der undrer mig meget ved Danmarks Radio. Jeg oplever jævnligt, at radioavisen er erstattet af tavshed, en der rømmer sig, eller et fjollet »nødbånd«. Ligeledes synes det at være normalt, at et telefoninterview ikke kan gennemføres. Lyden falder delvist ud, hvorpå værten beder personen i den anden ende om at gå hen til vinduet, dreje et par gange rundt eller stå på hænder.

Det særeste er, at BBC aldrig synes at have den slags problemer. Findes der et konvent af radionisser i DRs kælder, som flår i kablerne? Man kunne måske forestille sig en situation, hvor myndighederne havde et akut behov for at meddele sig til befolkningen? Der kan jo ske så meget. Og så har man en radio, der ikke fungerer, og ikke har fungeret i 15-20 år. Myndighederne vil heller ikke kunne sende et brev med posten, for man ved aldrig, hvornår brevene når frem (eller på hvilken adresse). Man vil heller ikke kunne benytte e-boks med nogen sikkerhed, selv om der da har været enkelte dage, hvor e-boks har fungeret.

Det undrer mig, at moderne teknologi synes at være mindre pålidelig end en dyngvåd bavnehøj for 1000 år siden.

 

Gode råd og svindel

I disse tider flyder internettet over med gode råd og anden overtro om, hvordan man undgår smitte med coronavirus. Eller hvordan man kan kurere det. En flok læger mener, at et malariamiddel kan redde de syge ved at blokere virus' reproduktion. Logisk nok, det skal bare bevises, at det faktisk virker i praksis. Ellers spilder man tid og penge, der kunne have været brugt bedre (og medikamentet er absolut ikke ufarligt). En vanæret læge promoverer C-vitamin som et panacea mod sygdom.

For ikke at stå tilbage for andre, så er her min påstand: CoViD-19 kan behandles med rå løg og hakkede tomater! Det er ganske vist, jeg siger det jo. Og min mening kan være lige så god som andres!

Jamen hvorledes skulle det dog virke? Hertil svarer jeg skamløst, at jeg har sagt, at man kan behandle med den patentmedicin. Jeg har ikke hævdet, at det hjælper! Derfor har jeg ikke løjet. Jeg har bare bedraget dig - hvis jeg altså solgte tomater og løg.

Når du søger gode råd, så er mit gode råd til dig. Søg råd hos folk, der ved, hvad de taler om. Som baserer deres råd på medicinsk erfaring. På beviser, så godt som det nu lader sig gøre. Også¨selv om de er mere forsigtige i deres udtalelser.

Ikke fra en tilfældig galning på nettet.