Es geht alles vorüber,
Es geht alles vorbei
Linierne her stammer fra en sang, der var meget populær, sunget i Tyskland under 2. Verdenskrig. Den handler om kærestesorger og savn, meget apropos når manden/kæresten var anbragt i et eller andet besat land i Europa eller Nordafrika. Bare rolig – det går alt sammen over på et tidspunkt.
Efterhånden fik sangen andre tekster. Der kunne hentydes til rationering og varemangel, sex med andre mænd, der ikke var ved fronten og endelig det sidste håb:
Es geht alles vorüber,
Es geht alles vorbei.
Erst geht der Führer,
Und dann die Partei.
Es geht alles vorüber synes at være ledetråden i miljø- og klimapolitikken i de fleste lande. Godt nok er store dele af befolkningen, nok først og fremmest blandt de unge, meget optagede af de trusler, der er åbenlyse, mod en udholdelig fremtid. En bekymring der kun er blevet værre af de sidste par års varmerekorder og udbredte brande. Men de bliver nok trætte af at kræve forandringer. På et eller andet tidspunkt bliver de vel trætte og vender tilbage til normalen. At de får familie og realkreditlån og to biler.
Hvis man nu er træt af et barn, der plager for at få noget »vigtigt«, så kan man på forskellige måder forsøge at udsætte anskaffelsen. Og er man heldig, vil barnets ønske blive glemt og erstattet med noget andet. Børn bliver ældre og får andre interesser. Kan man udsætte en en eller anden ubehagelig beslutning omkring et svært (bekosteligt) problem, vil det i mange tilfælde efterhånden blive irrelevant.
Denne erfaring kan føres over på den politiske verden. Som når nogen forventer, at når man har trukket tiden ud længe nok, så vil de protesterende få andre ting at bekymre sig om.
På et eller andet tidspunkt mister problemer deres betydning, hvis bare man venter lidt længere. Den lovede begrænsning på udledningen af drivhusgasser er udsat til fordel for en “hockeystav”. Det vil sige gør meget lidt nu og få så meget travlt til sidst. Dette lettes ved at fremmane lovende teknologi, der vil gøre det hele let og billigt. Tilsvarende skal udledningen fra transporten løses ved nye teknologiske vidundere, så man fortsat kan lade den kollektive trafik forfalde.
Eller bekymringen for, hvordan man skal holde den globale opvarmning under 1½ grader. I dag bekymrer ingen sig for det, for det er ikke længere relevant. Nu kan vi bekymre os for de 2 graders temperaturstigning.
De fleste kan vel også på et eller andet tidspunkt indse, at luksusproblemer som global opvarmning og økologisk kollaps må vige for vigtigere problemer. Det vil sige behovet for at købe flere våben. Og udvikle nye våben. Konflikterne med Rusland og Kina er meget vigtigere. Og den giver i den grad overskud. Vi skal udvikle ny teknologi, som kan bruges militært. Og vi skal sikre os, at de lande i Afrika og Sydamerika, der har værdifulde råstoffer, med vold og magt skal holdes »frie«. Altså forhindre Kina i at købe nogle af råstofferne.
At gøre noget ved klima, økologi, sundhedssektor, uddannelse … er nu erstattet af snak om, hvorvidt vi skal købe undervandsbåde eller anskaffe en flåde, der kan true Kina (det er ikke en joke). Her i 2023 har vi set Folketinget købe nye israelske kanoner og raketter – over hals og uden hoved. Når det drejer sig om krig, kan der handles hurtigt. Når det drejer sig om vores overlevelse, så vent og se – der kommer en god løsning på et eller andet tidspunkt. Eller når det alligevel er irrelevant.
Et ordsprog sagde, at det er for sent at kaste brønden til, når barnet var druknet. I dag hedder det vel: Hvorfor bruge kræfter på at kaste brønden til, når barnet vel falder i alligevel. Eller der er allerede faldet et barn i, så er der heller ingen grund til nogen anstrengelse. Det går jo godt på de store linjer.
Som landbrugsfolkene af og til udtrykker det: Det er kommet for at blive. Køb et ny fjernsyn i stedet. Få flere børn, de skal arbejde for os i fremtiden. Køb en el-bil og tro, at du er frelst. Venter man længe nok, vil markedet og de mange nyuddannede ingeniører nok løse det hele – lige som Gud den almægtige. Eller vi kan tjene en masse penge på at fange kuldioxiden og putte den ned i dybet.
Andre forhold kan også hjælpe. Sammenbrud i sundhedssektoren er gode til at bortlede opmærksomheden. En krig, som den om Ukraine, kan få folk til at bekymre sig om kanoner, missiler, skibe og u-både i stedet. Dem er der en sikker fortjeneste på. Alt andet må vige på fædrelandets alter.
De store skovbrande holder vel også op, når vi blot giver dem tid. Dels bliver skovene jo fældet, dels brænder de nok snart hurtigere end de kan vokse op. Når skidtet er væk, brænder det vel ikke så meget længere.
Dør folk i de (alt for) varme lande, så er det jo deres eget problem. De skulle have ladet sig føde et bedre sted. Og hvis de drukner under desperate forsøg på at komme væk, vil de så ikke være så venlige at drive i land på de afrikanske kyster, hvor vi ikke skal se på dem?
Eller i den lille skala: Har man problemer med at betale huslejen, så går det også over – når man er sat på gaden. Det er faktisk en meget kristelig tankegang. For man skal ikke gå og bekymre sig om tag over hovedet, mad og klæder. For sørger Gud ikke for, at de små fugle får mad? Og er markens liljer ikke iført skønnere klæder end noget menneske? Stol på Gud, politikerne, militæret og det frie marked. Bekymrer eder derfor ikke for den Dag i Morgen; thi den Dag i Morgen skal bekymre sig for sig selv. Hver Dag har nok i sin Plage.
Nej, der er absolut ingen grund til at stole på den bande. Tingene begynder først at ske, når de lade tilskuere begynder at råbe op og forlange et andet stykke opført. At kræve magt. Det er vores liv. Det er vores fremtid. Det er vore børn og børnebørns fremtid. Det er mange dyr og planters fremtid. Men de og vi må nøjes med en hockeystav, store taler og en masse kanoner. Sig magthaverne imod.