Hjem

Komfortzonen?

Et ofte hørt udtryk er, at vi skal komme ud af komfortzonen. Umiddelbart er det lidt underligt, at det skal være et ideal at være ukomfortabel, og udtrykket dækker da også over mindst to forskellige tanker.

Den første er en moderne udgave af ordsproget »nød lærer nøgen kvinde at spinde«. Når man er tvunget af omstændighederne til at arbejde uden for det, man er rutineret i, så stimulerer det opfindsomheden temmelig meget. Og det kan jo være meget fint. Anvendt med måde. Der er grænser for, hvor længe folk kan være under det pres. Men så længe det er næsten realistisk og man ikke er kørt træt, så er det ekstremt inspirerende og udviklende.

Den anden tanke er, at hvis man presser folk, så vil de ved at »løbe hurtigere« (og snitte hjørner) blive ved med at levere det samme arbejde. Selv om de er færre om opgaven, har kortere tid, eller opgaven bliver større og større. Det er filosofien bag ved f.eks. omprioriteringsbidraget. Det kan over tid køre enhver organisation ned. Og det har det også gjort.

Så kan man af og til statuere et eksempel ved at anklage en eller anden, der har måttet give op, og hvor det er gået galt. Den pågældende har ikke fulgt regler og anbefalinger. F.eks. skal folk ved mistanker om kræft undersøges meget hurtigt. Men budgettet må ikke overskrides, selv om der hober sig patienter op. Og psykiaterne må ikke udskrive patienter, der ikke kan klare sig selv, måske fordi de er psykotiske eller selvmordstruede. Men da der ikke er senge nok, og der hele tiden kommer patienter ind (bl.a. dem man udskriv for en-to uger siden), så skal man skrive i journalen, at N.N. ikke vurderes som værende selvmordstruet. Som regel går det godt, nogenlunde som en lasbil med overvægt på en last af høns holder vægten, når man får nogle af hønsene til at flakse rundt (det virker ikke, men det er et godt billede). Og ryger der en patient eller syv, så kan man henvise til journalen.