Hjem

Skik og brug i den moderne verden

For en ordens skyld så er det følgende ment sarkastisk.

 

Ret ikke andres stavefejl. Det er snobberi at beklage sig over, at man ikke forstår, hvad der står.

 

Ret aldrig faktuelle fejl. Andres mening og følelser kan være lige så gode som fakta.

 

Sammenlign aldrig andre med nazisterne. Heller ikke selv om de taler varmt for koncentrationslejre, strenge straffe, raceadskillelse eller massedrab. De har lige så meget ret til at have deres meninger, som du har. Og i øvrigt er dem, de har set sig sure på, sikkert muslimer.

 

Tag hensyn til mobilzombierne, der vandrer rundt på gader og fortove. Flyt dig, når de kommer vraltende. De kunne jo være i færd med noget vigtigt. Som at se den seneste kattevideo eller i færd med at videresende hævnporno.

 

Diskuter aldrig gud. Det kunne jo være dig selv.

 

Kontakt aldrig politikere over mail. Du vil blive beskyldt for hackning og terror. Politikere kan godt lide kontakt med folket, men mængeriet skal helst kun gå én vej. Hvis du virkelig har noget på hjerte, så kan du jo foreslå en frokost på en dyr restaurant.

 

Giv altid russerne og kineserne skylden. Nåh nej, hellere Nordkorea. Kinesernes penge har vi brug for.

 

Nævn aldrig din bekymring for overvågning og dataindbrud. Ellers kunne folk jo komme til at tænke på, at NSA, CIA, MOSSAD og PET – eller Undervisningsministeriet – foretager sig mindst lige så slemme ting.

 

Så længe du ikke har et liv, har du intet at frygte.

 

Kritiser aldrig Apple. In principio erat Jobs, et Jobs erat apud deum et deus erat Jobs.

 

Lad være med at sige det, hvis du ikke ser fjernsyn. Det er arrogant og kultursnobberi. Desuden kan man fint snakke med om De Unge Mødre og Den Store Klagedyst uden at behøve SE lortet.

 

Vær på Facebook 24/7, og skriv en masse om, hvem du møder, og hvad de mener og gør. Efterretningsfolkene vil vide at værdsætte din åbne og ærlige indstilling, når rakket skal op ad muren.

 

Svar altid på sjove og spændende undersøgelser, hvis du kan få mulighed for at få mulighed for måske at vinde en iPhone, bare du oplyser dit navn og din mailadresse. Også selv om spørgsmålene måske synes temmelig nærgående.

 

Vær altid høflig over for nigerianske prinser og ukrainere, der vil købe en støbejernsovn.

 

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt et foto eller en video krænker nogen, så skynd dig at sende det videre. Åbenhed er vejen frem!

 

Hvis du ser en blodig ulykke, så husk førstehjælperens tre bud:

1) Mas dig frem til offeret, så du kan få et godt overblik

2) Fotografer eller film så meget som muligt

3) Spred de fede billeder på de sociopatiske medier. Alternativt kan du sikkert sælge dem til tabloidpressen.

Du har nu gjort, hvad der forventes af dig som god borger, og du kan nyde synet af redningsarbejderne, der forsøger at få samlet resterne sammen. Tag evt. en selfie.

 

Lad være med at forstyrre fester, middage med venner eller din nye swipe-date med konversation. De fleste mennesker værdsætter, at du holder kæft, og lige som dem, glor ned i din smartphone.

 

Hvis du får børn (man kan jo få donorbørn, da du helt sikkert ikke er i stand til at holde på en partner), så lær dem tidligt livets hårde men nødvendige prioriteringer: Facebook og smartphone er vigtigere end øjenkontakt, småpludren eller en møget ble! Hvis ungen skal få succes som voksen, så skal den lære, at man skal skrige meget højt og kunne tåle ikke at slå igennem.

 

Lad være med at bruge penge på peg-in-board, shapesorter og andet rundkredspædagogisk træskrammel. Nej, giv hellere ungen en oplader med usb-stik i den ene ende og micro-usb i den anden. Se dét styrker finmotorikken.

 

Sluk aldrig din patte-phone. Heller ikke, selv om du sidder i f.eks. teatret, og en af skuespillerne har indledt med at bede folk slukke lortet. De andre vil beundre en person, der er så betydningsfuld, at du ikke kan slukke din telefon, men bliver ringet op fire gange under stykket. Det er den sikre vej til din berømmelse (under uopklarede drabssager).