Det var en anden tid
Udtrykket Det var en anden tid bliver somme tider brugt som en undskyldning for et eller andet grueligt eller pinligt, der er sket i fortiden. Især i den nærmeste fortid. Det kan være en undskyldning for seksuelle overgreb, der i datiden blev accepteret og grinet af. Det kan være racisme og slaveri, almindelig nedvurdering af kvinder (“Det skal De ikke bryde Deres kønne lille hoved med”) og andre tåkrummende forhold.
Udtrykket bliver også brugt til at gøre nar af dem, der helt eller delvist forklarer disse overgreb. Den kritik rammer ofte hårdt.
Men det var jo faktisk “en anden tid”! Normer var anderledes, moralen var anderledes. Det gør ikke en masse fortidige overgreb acceptable – set fra i dag. Men det bidrager til at belyse, hvad der foregik. Hvorfor der ikke var nogen (eller hvorfor der ikke var flere), der protesterede.
Slaveri bliver ikke acceptabelt eller undskyldeligt af, at mange i begyndelsen fandt det helt i orden. Senere begyndte man at forsvare slaveriet med, at man udbredte kristendommen og civilisationen til de barnlige og fortabte n… – okay afrikanere. Efterhånden blev det besmykkede slaveri mere og mere uopretholdeligt, og slaveriet blev, små skridt ad gangen, afskaffet. Og afløst af en ret desperat racisme.
De horrible mord på bl.a. jøder under nazisterne var, både ud fra nutidig og datidig tankegang, en forbrydelse mod menneskeheden. Men datidens nazister var lige så stille blevet forberedt på at opfatte overgreb som et legitimt racemæssigt selvforsvar, at man skulle “udskille” og fjerne “skadedyrene” fra “det ariske folk”. Hele befolkningen blev præpareret med hetzfilm som Jøden Süß og Den Evige Jøde. Og med rædselshistorier i bl.a. Der Stürmer.
Men nazisterne skulle ikke starte deres kampagne fra bunden. Adskillige racistiske forestillinger om jøder (og romaer, sinti, slaver, tyrkere, afrikanere, kinesere osv.) fandtes i forvejen, der skulle blot bygges videre på dem. For jødernes vedkommende gik det tilbage til middelalderen, hvor jøder blev forfulgt som Kristus-mordere, ikke måtte arbejde i bestemte fag, blev beskyldt for at myrde kristne børn (til brød!), sprede sygdom, forgifte brønde. Listen er ikke endeløs, men meget lang.
Det ret besynderlige og klodsede, men ganske effektive, hetzskrift Zions Vises Protokoller spillede videre på eksisterende forestillinger om jøder som bagmænd for alskens ondskab, både for at skabe kapitalismen med dens udbytning, slum, utugt og andet godt, for finanskapitalen, for prisstigninger, for renter – samt for at være socialister og kommunister. Og frimurere. Nu skabte skriftet en forestilling om en international sammensværgelse, der gik tilbage til kong Salomon. Mange mennesker, der burde have vidst bedre, udbredte med stor iver og kampmod skriftet. Og dog var det så indlysende en forfalskning, noget der kun yderligere blev dokumenteret gennem tiden. Det var sandelig en anden tid. Bortset fra at mange stadig tror på braset.
Et kendt dansk dagblad, Jyllands-Posten, skrev en leder om Krystalnatten i Tyskland. Man tog da pænt afstand fra volden, men jøderne havde selv langt hen ad vejen været ude om det. Nazismen groede i frugtbar muld. Det var en anden tid.
Det var en anden tid, og sådan har det altid været. De fleste romere fandt, ud over slaveholdet, blodsudgydelserne i arenaerne fornøjelige. Endda samtidig med at man kritiserede andre folk for menneskeofringer. Plantageejerne i Sydstaterne så jeg selv som særligt ophøjede, fine og kultiverede. Som gode kristne. Og tilsvarende slaverne som laverestående. Slaverne var jo nødvendige for driften af plantagerne. Så slaveejernes begreber og normer tilpassede sig produktionen.
Danske embedsmænd og borgere fandt slavehandel og slaveri for helt i sin orden – med samme argumenter. Man kunne jo tjene gode penge på sukkeret. De ulækre detaljer lod man som om, man intet vidste om. Det var en anden tid. Selv i dag roser danskere sig af, at Danmark var det første land til at forbyde slaveriet. Det er løgn. Forbuddet skulle først træde i kraft efter en årrække og omfattede kun slavehandelen på Afrika. Slaveejerne skulle have lov at fylde plantagerne op med slaver og formodentlig få gang i et avlsprogram. Slaverne skulle forblive slaver. I 1848 afskaffede man endelig slaveriet på Jomfruøerne. Men kun for de børn af slaver, der blev født efter loven trådte i kraft. Men så havde slaverne også fået nok.
Så slaveriet blev afskaffet, de blev frie arbejdere. Men de blev stadig behandlet dårligt – og militæret blev af og til sat ind mod dem.
England og Frankrig havde afskaffet slaveriet før Danmark. Frankrig dog lidt frem og tilbage.
Både i Persien og det gamle Ægypten, var man ikke glade for slaveri. Det fandtes – for at bruge krigsfanger til et eller andet. Men selve slaveholdet var uværdigt. De ægyptiske byggerier foregik med frie arbejdere, ikke slaver.
De fleste gange er en historisk problemstilling kompliceret og kan ses fra flere vinkler, herunder fra nutidens position og fra datidens. Det gør ikke overgreb acceptable, men gør det måske nemmere at forstå det. Vi skal forstå for at lære. For at blive klogere.
Måske skal vi selv stille os spørgsmålet: Hvad vil fremtidens mennesker sige om os? Når det er en anden tid. Med stor vrede og måske lidt forståelse? At vi var ligeglade med klimaet til fordel for luksus og bekvemmelighed? At vi brugte krig som en acceptabel problemløsning? At vi tjente på krig? På fabrikkerne i Asien? At oprustningen brugte de kræfter, der kunne have været brugt bedre på bekæmpelse af forureningen?
Vil der overhovedet være nogen, der vil se tilbage på os?