Vejdirektoratet har beregnet, at der er 2019 blev spildt 365.000 timer hver dag, hvor folk sad i kø på vejene. Det skulle så svare til 84 millioner timer om året. Det kan da godt være rigtigt, jeg har ikke andre tal. Det skulle så koste samfundsøkonomien 28 milliarder kr. svarende til 333 kr. for hver time.
Jeg har et par bemærkninger til den udregning. For det første er de 333 kroner vel baseret på den antagelse, at hvis folk kommer f.eks. en time tidligere frem, så vil de benytte denne time til at arbejde ekstra. Vil man da det? De fleste ville da arbejde det samme antal timer og så enten sove længere om morgenen eller gå tidligere (hvis de har fleksibel tid). Ingen grund til at gøre tilværelsen værre ved frivilligt at læsse mere arbejde på ens egne skuldre. Man kan tage hjem i god tid, nå at hente børn eller købe ind. Mindre stress – måske. Men da ikke flere arbejdstimer.
Hele værditabsteorien er baseret på, at folk arbejder al den tid, de har ledig mellem, de vågner om morgenen, til de skal lave aftensmad. At de slet ikke kan forestille sig andet i tilværelsen.
For det andet sidder der også en del mennesker og spilder tiden i den kollektive transport. Letbanen får revet ledninger ned eller har signalfejl – eller kører fast i visne blade. Så misser man bussen, eller der kører slet ikke flere busser den dag. Togene bryder sammen eller bliver forsinkede. Et udbredt problem er, at der ikke er investeret ret meget i togdriften, hverken på vedligehold eller på udvikling. Måske kan man ikke forvente, at Vejdirektoratet bekymrer sig meget om disse mennesker. Men de er dog stadig »en slags« mennesker. Og når de ikke kan holde det ud længere, og hvis de ellers kan få råd, køber de en bil og fylder så også op i køerne på vejene. Vejdirektoratet skriver, at antallet af personbiler er steget med 31% siden 2010.
Måske kan man faktisk arbejde lidt i den kollektive trafik. Det gælder dog kun ret få fag – hvis en bager eller en beslagsmed tog arbejdet med i toget, ville nogen ringe efter politiet. Og det forudsætter, at der er plads og ro til at kunne arbejde. Man får ikke lavet noget, når man står op i et overfyldt letbanetog, mens en skrigende flok børn til en afveksling ikke kommunikerer over telefonen. Børn er nu engang børn – det må man leve med. Skulle man være heldig at få en siddeplads, så er det stadig svært at få plads til en pc og lave noget fornuftigt. Selv nøjes jeg med at læse eller skrive noget i en notesbog (hvis det ikke ryster for meget). Og det har meget sjældent noget med arbejdet at gøre.
Jeg vil naturligvis ikke påstå, at det ikke er træls at sidde i en bilkø, især ikke flere og flere dage. Men jo flere der opgiver den kollektive transport, desto værre bliver det på vejene. Samkørsel, som Vejdirektoratet vil fremme, hjælper da, men nok ikke så meget.
Det er dyrt at være fattig. Det er også dyrt at være nærig – men det har dog den »fordel«, at andre skal betale omkostningerne, uanset om man raser i sin bil eller snøfter i sit tog eller sin bus.
At tale varmt for samkørsel og »grønne biler«, er smukt. Men hvis man fortsætter med at aflive den kollektive trafik ved at nedlægge ruter og afgange og undlade at modernisere togtrafikken, så kommer man altså ingen vegne.
