Et hyppigt udsagn blandt mange mennesker, især dem der skriver læserbreve i Jyllandsposten, er, at de ikke har noget ønske om at forstå f.eks. terrorister – de skal bare udryddes. I modsætning til »de røde lejesvende«, som påstås at have en uendelig sympati for alt ondt i verden. Det er på alle punkter fjollet, ja regulært dumt. For at forstå »fjenden« er ikke det samme som at elske fjenden (for kristne burde det vist være almindeligt at elske sin fjende – i teorien, ikke i praksis). Men hvis man ikke forstår sin modstander, kan man komme til at styrke ham, når man går i gang med at udrydde ham. Man er nød til at forstå, hvilken muld modstanderen er groet i – for nu at være lidt poetisk.
Som et eksempel, der har fået stor støtte blandt politikere og læserbrevsskribenter de sidste par år, er Hamas. Hamas angreb for to år siden en forsamling af civile israelere nær »hegnet« om Gaza. Statsminister Mette Frederiksen skældte ud på en journalist for at spørge til palæstinenserne. Samme møgfald fik en tysk journalist senere. Hun har stædigt holdt fast i, at Hamas er terrorister og at Israel har ret til at »forsvare sig« (og Fanden tage palæstinenserne). Konflikten med Israel startede ikke for to år siden, den startede i 1948, endda før, med angreb på og fordrivelse af palæstinenserne. Siden har Israel udvidet sit territorium med henvisning til gamle religiøse skrøner og med henvisning på Tysklands mord på jøder (og mange andre) i Hitlertiden.
Palæstinenserne havde nu ikke noget med dét at gøre, hvorfor skulle Tyskland ikke undgælde? I stedet blev Vesttyskland en fast støtte og våbenleverandør til Israel.
Overgrebene på palæstinenserne fortsatte. Palæstinensiske områder blev besat. Vandforsyningen blev ødelagt. Veje blev blokeret for dem. Huse blev smadret, mennesker blev dræbt. Og så kunne jødisk »bosættere« flytte ind og bygge nyt.
Det er den muld, som hadet mod Israel voksede af, det er siden blevet gødet kraftigt. Forskellige oprør har fulgt, forskellige palæstinensiske voldsgerninger har fundet sted. Forventeligt og forståeligt selv om det ofte har skadet palæstinensernes sag yderligere – som Hamas’ angreb gjorde. Men Israels pulverisering af Gaza (samtidig med nye angreb på palæstinenserne på den besatte Vestbred, også fra israelske »civile«, er øgede i tal) har skabt så megen sorg og vrede, at nye blodige angreb mod Israel må forventes. Ved at ville udrydde palæstinenserne, har Israel skabt sig flere fjender. Og fået støtterne af Israel til at give op. Israels Venner udgøres stort set af to lande: USA og Danmark. Tyskland har givet op, som størstedelen af verdens lande har gjort for længst. Alligevel ævles der om Israels ret til selvforsvar.
Men har palæstinenserne ingen ret? Ret til fred, ret til sikkerhed, ret til landet? Ret til modstand mod en ekstremt voldelig besættelsesmagt? Ret til også at forsvare sig med vold? Det giver sjældent god presse at myrde civile eller udføre andre terrorgerninger. Men den israelske højrefløj har intet ønske om en fredelig afslutning på konflikten. Netanyahu har nok mindst af alle, da hans magt og beskyttelse mod retssager hviler på hans post som premierminister. Konflikten er også mere end Gaza.
Måske skulle Israel søge en løsning, mens landet stadig har en position at forhandle ud fra. Selv om Syrien og Iran er mere eller mindre sat ud af spillet, selv om Hizbollah og Houthierne har mistet slagkraft og selv om Hamas er knust, så vil hadet får andre til at gribe våbnene og bomberne. Israels højrefløj tror sig måske sikker, men ingen siger, at USA bliver ved med at have mulighed for at give Israel støtte. USA er muligvis ved at gå i opløsning.
En tilsvarende mangel på forståelse af en konflikt, ser man omkring Ukraine, hvor den danske regering atter går forrest som dum og blind, for det kræver rollen som stålfast kriseleder.
Konflikten startede ikke med Ruslands invasion af Ukraine i 2022. Konflikten har andre rødder end de hyppigt gentagne forestillinger om at Putin vil skabe et Storrusland, ser sig selv som Peter d. Stores arvtager og forskellige mærkelige udsagn om at Putin er gal. F.eks. tilskriver de fleste politikere (og dem med læserbrevene) stædigt, at Putin sprængte gasrørene til Tyskland, Nordstream II. Dette viser, at Putin er i stand til alt! Lige som da svenskerne fandt en russisk ubåd, som Putin på nedrig vis havde sænket under første verdenskrig. Men hvorfor skulle han dog ønske at ødelægge en forbindelse, der kunne give et givtigt salg til f.eks. Tyskland? Det ville da i den grad være besynderligt. Hvorpå der siges eller skrives, at det netop viser, hvor gal Putin er! Den slags hedder en cirkelslutning og er ubrugelig til argumentation. Men her skal ikke argumenteres. Her skal ikke forstås. Uvidenhed og dumhed er en grundlæggende trossætning her.
Det har lang tid før Sovjetunionens sammenbrud været et mål for USA dels at ødelægge Sovjetunionen dels at splitte et evt. Rusland op i så små dele, at landet aldrig mere kunne udfordre USA. Derfor var det vigtigt for Rusland at få garantier for, at USA/NATO ikke kunne bevæge sig tættere og tættere på Rusland. Dette blev aldrig opfyldt, så måske følte man sig faktisk presset i Moskva.
I de Baltiske Lande fik russere meget begrænsede borgerrettigheder. I Ukraine var der fulde rettigheder til russisktalende, men efterhånden som tingende brændte på, var der fascister, som åbenlyst krævede angreb på russisktalende i ret blomstrende vendinger.
Ukraine blev, som så mange andre lande, ledet på tvivlsomt grundlag af »oligarker«, et fåmandsvælde. Dvs. rige mennesker, der kendte hinanden og hinandens hemmeligheder.
Oligarker er aldrig en samlet blok, der er grupper med forskellige interesser, og de blev udskiftet under tvivlsomme valg eller regulære kup, i pressen kaldet revolutioner – med bistand fra USA. Det gav ikke nødvendigvis de resultater, som udlandet ønskede sig. Så man gentog operationen, som så ofte gik ud over nogen, man selv havde indsat.
I 2014 blev én oligark-gruppe erstattet af en anden, den første var orienteret mod Rusland, den nye mod USA. Ingen tvivl om, at den forrige var korrupt, men …? Nu startede der virkelig en stor aktivitet fra mennesker, der kun af navn adskilte sig fra nazister. Politiske grupper der så sig selv som arvtagere fra de fascistiske grupper, der hærgede Ukraine (og i Polen) under 2. Verdenskrig. Kommunisterne blev tæsket ud af parlamentet, mange slags venstreorienterede blev forfulgt og søgt dræbt. Et fagforeningshus i Odessa blev brændt ned, mens nazisterne stod uden for for at tage imod folk, der forsøgte at komme ud. Parlamentet fjernede russisk som anerkendt sprog. Højesteret underkendte det senere, men skaden var sådan set sket. Russere og progressive følte sig overhovedet ikke trygge i deres land.
Den ukrainske hær hang ikke sammen, dele af den deserterede af ulyst til at føre krig mod ukrainske russere. Pludselig havde man oprør i de østlige regioner. Nu havde man en regulær borgerkrig. Spillede Rusland med? Sikkert. Men kunne de have ladet være?
Der blev indgået et par aftaler i Minsk det år, mellem Ukraine og Rusland, støttet af USA og EU. Fjendtlighederne skulle stoppe, Krim forblive en del af Rusland, mens de østlige forblev en del af Ukraine med et vist selvstyre. Og man skulle holde op med at slås indbyrdes.
Det hjalp ikke. Store dele af Ukraines ledelse havde ikke opnået at fordrive russerne. Men de havde ikke kræfterne til at gøre det, de havde brug for et pusterum. Derfor brugte man de næste år på at samle kræfter, herunder en nazistisk hærenhed, Azov-bataljonen og med Højre Sektor som politisk tæskehold.
Rusland blev ved med at protestere. Der blev stadig skudt hen over demarkationslinjen i Ukraine. Rusland begyndte at true med at gribe ind (invadere). I en meget lang periode samlede man tropper ved grænsen til Ukraine. Så langsomt og så åbenlyst, at de burde opfattes som en advarsel.
Her kunne man så opleve danske politikere forklare, at de ikke havde behov for at forstå de russiske synspunkter. Man skulle bare sætte hårdt mod hårdt, så ville Rusland trække sig! Det virkede ikke, man stod med en invasion. Rusland begyndte, javist. Men først begyndte rigmænd og nazister. Og sådan kan man blive ved tilbage gennem tiden. Der er altid nogen, der begyndte først.
Krigen kørte efterhånden, efter ufattelige ødelæggelser og voldsgerninger, fast. Man kunne i halve år slås om en lille landstrimmel. Der er ikke nogle indlysende muligheder for at den ene eller den anden part pludselig vinder. Så Vestens politikere satser på, at Rusland pludselig bryder sammen. Man skal bare sætte hårdt mod hårdt og tage hovedet under armen! Udsigten til et land i sammenbrud veludrustet med atomvåben er ikke just glædelig.
Og i de sidste tre år har dette sammenbrud været nært forestående. Uden altså at indtræffe. I stedet har man hørt udtalelser om, at en fred er en trussel med »Europa«. (Navnet »Europa« er efterhånden blevet synonymt med EU, altså et Europa uden en del europæiske lande.) For hvis en fred ulykkeligvis indtræffer, så vil Rusland i løbet af kort tid være parate til at invadere Bornholm og andre nemme mål. Så husk vand, knækbrød og en batteriradio. Men der er i øvrigt ingen fare; stol på de politikere, der har taget fejl igen og igen og som praler af det. For de vil gøre det igen.
Visse politikere siger for tiden, at landets befolkning skal gennemgå en moralsk oprustning for at styrke landets kampevne – og befolkningens lydighed. En mental opgradering af de nævnte politikere ville være bedre.