Forleden hørte jeg en politiker, vist fra Venstre, i radioen, hvor hun forsvarede forslaget om at fjerne 6 milliarder fra u-landsbistanden. Det var slet ikke noget problem, og det ville slet ikke skade verdens fattigste lande. For den danske u-landsbistand er på ”mange-mange-mange milliarder”, så selv om man fjerner 6 milliarder, så er det stadig ”mange-mange-mange milliarder” tilbage.
Jeg har hørt om samfund, hvor man tæller ”en, to, mange”.
Det er ikke kun en joke fra børnehaven. Men at man kan tælle penge på den måde og i Danmark overraskede mig lidt. At 6 milliarder ikke udgør nogen betydelig del af ”mange-mange-mange milliarder”, overraskede mig meget.
Så vidt jeg kan se, er der i finansloven for i år afsat ca. 23 milliarder, så hvis man fjerner 6, så er der ”ikke-helt-så-mange-mange” tilbage. Eller hvordan det nu skal formuleres.
Hvis hun ikke var fra Venstre, så undskylder jeg.