Jeg har for nylig set den amerikanske serie om 2. Verdenskrig, Krigsmaskinen (War Machine), på DRs hjemmeside. Den er i fire dele på hver 50 minutter. Den forsøger ikke at give en kronologisk gennemgang af krigen eller koncentrere sig om et geografisk område, som de fleste krigsdokumentarer plejer at gør. I stedet koncentrer den sig om noget af den teknik, der blev kæmpet med. På havet, i luften, på landjorden – og til sidst behandler serien forsyninger. Det er måske ikke så meget teknik, men det er absolut nødvendigt, at det fungerer. Og der vil altid være noget, man ikke var klar over.
Teksten (speaket) er sådan set god nok, men lidt plaget af den amerikanske tendens til at trampe rundt i en overskrift. Teksten er også præget af amerikansk teknik, men ikke så meget, at det egentlig er generende. Man kunne have lavet en længere serie. Og man kunne have dækket omkring 50% mere oplysning.
Hvad der virkelig irriterer mig, er filmklippene, der fylder meget i en tv-serie. For det første er næsten alle klip farvelagt – og på billigste måde. Det virker ikke overbevisende, det virker rædsomt. Dertil klippes der i længere stræk meget hurtigt mellem filmklip. Det er frygteligt, som om billederne ikke var vigtige. Det er tydeligvis også meningen. For ellers får man måske blik for, at de fleste filmklip ingen eller liden relevans har for den historie, der fortælles.
Der tales om Tiger-kampvognen – PzKW VI, men filmklippene viser alt muligt andet. Tyske Panthere, Königstigers. Sovjetiske T-34, T-26 (tror jeg), engelske Mathildaer, også nogle amerikanske typer. Når Tigerens slagkraft skal demonstreres, ser man et par gange den samme Pershing-tank stå og hygge sig. OK, den deltog faktisk i krigens sidste del, men var stadig ikke en Tiger og den var i øvrigt amerikansk. Og så optræder den i rollen som Tiger i et par amerikanske krigsfilm. Og lange rækker af hjul med bælter – som i hvert fald ikke er fra en Tiger. Klippet i et rasende tempo, formodentlig for at man ikke skal bemærke fuskeriet.
Man ser det tyske slagskib Bismarck blive søsat. Lidt senere ser man slagskibet Tirpitz blive søsat. De to filmklip er identiske. Når der tales om den japanske Yamato-klasse, optræder alle mulige andre krigsskibe i stedet. Men der findes jo ret få billeder af skibet, da projektet var så hemmeligt.
De tyske ubåde er også en fornøjelig gættekonkurrence. Nogle af dem er muligvis ikke tyske, nogle er i hvert fald bygget meget sent i krigen og er slet ikke den Type VII, der tales om. Enkelte gange er det billeder af en Type XXI, som kunne have båret en episode i sig selv.
Indhentning af information og analyse af fjendens krypterede kommunikation illustreres med et billede af kontaktpanel fra strømcentralen et krigsskib – eller også er der tale om ildlederen, jeg er lidt usikker her.
Når der snakkes om bygningen af u-både, vises scener fra et værft, hvor man tydeligvis er ved at bygge et overfladeskib. Jeg kender ikke typen.
Når der fortælles om jetflyet Messerschmitt 262, illustreres det bl.a. af en samling torpedoer, der gøres færdige. Okay, de er lavet af metal – begge to.
Fortællingen om andre fly illustreres med et rigt udvalg af flyvemaskiner. Bombeflyet Ju-88 illustreres ganske ofte af et He-111 bombefly. Det er endda en meget tidlig førkrigs model, hvad der egentlig er interessant nok, jeg har aldrig set den model før. Men kunne man ikke finde bedre filmmateriale?
Der optræder til tider et mærkeligt landkort. Det skal angiveligt forestille Europa før 1. Verdenskrig. Danmark er dog blevet beæret med grænsen fra 1920. Der er sikkert andre overraskelser, jeg ikke har bemærket. Kortet bliver også brugt til at illustrere andre perioder.
Hvorfor så jeg serien til ende, når den nu var så slem? Det er et godt spørgsmål. Det er næsten lige så godt et spørgsmål som, hvorfor nogen vil bruge tid og penge på at producere dette filmiske makværk? Materialet kunne have været behandlet bedre i en række radioudsendelser. Eller podcasts.
Det ærgrer mig, at der ikke er noget større ønske om at lave et ordentligt stykke arbejde. At man kan afsætte den slags junk. At ingen bemærker det – ud over enkelte mærkelige mennesker. Kvaliteten minder om meget af det ragelse, der flyder på Youtube for tiden. Man kunne fristes til at sammenligne med noget, som skoleelever kunne have lavet, men det er urimeligt. Skoleelever plejer som regel at anstrenge sig.
Og så er der ikke engang noget der tyder på, at nogen generativ AI har været involveret i dette. Herfra kan det kun blive værre.