Hjem / Anmeldelser, Design / The design of everyday things

The design of everyday things

The design of everyday things

(formerly known as The psychology of everyday things, POET)

Donald A. Norman, 1988 (ny udgave 2002)

 

Jeg har lige læst en spændende og lærerig bog. Den var også beroligende, for én af moralerne i den var, at hvis du ikke kan finde ud af at bruge en ting, så er det langt fra sikkert, det er dig, der er noget i vejen med. Det er en stor trøst at læse sådan noget.

Godt nok er bogen med sine 22 år noget bedaget, men bortset fra enkelte detaljer, så er den – desværre – ikke spor forældet. De ting, vi omgiver os med, og som vi kæmper med at bruge, er designet ud fra det primære kriterium, at de skal ”se ud” og vinde designpriser, ikke at de skal være nemme at bruge. Eller ligefrem ufarlige.

Forfatteren har arbejdet som ”kognitiv videnskabsmand” med anvendt psykologi og senere mere generelt med brugervenligt design. Han har også arbejdet hos Apple.

Som han siger, så vrimler det med oplevelser, hvor vi, trods det at de fleste af hans læsere antagelig har en pæn IQ, ikke kan finde ud af at åbne for vandhanen, komme igennem dørene på et hotel og benytte den nye smarte telefon med de 217 faciliteter. Eller vi læser om fly, der forulykker, fordi instrumenter fejlfortolkes, atomreaktorer der enten bliver meget varme pga. instrument- og apparatfejl eller ligefrem ryger i luften, når folk ikke kan overskue dem eller roder med noget, de skulle have ladet være med.

På et kraftværk havde han set, at personalet havde sat ølhaner på nogle af kontakterne for at kunne kende forskel på dem. Ellers var det blot en række helt ens håndtag ved siden af hinanden. Den tåbelige ide med en række ens – æstetiske – knapper ved siden af hinanden (helst uden ret meget tekst og med fem funktioner hver), findes i mange apparater. Han viser også et foto af døren i et engelsk tog, hvor der på et skilt er forklaret, at hvis man skal ud, så skal man rulle vinduet ned og finde det håndtag, der sidder på ydersiden af døren. Og det var næppe af sikkerhedshensyn.

Lad os lige nævne de forældede dele af bogen. De færreste af os bekymrer os længere om at programmere en video-recorder. MS-DOS og andre kommandoliniegrænseflader er nu sjældne for almindelige mennesker (tror jeg nok), PDA'en/smartphonen er opfundet og fungerer rimeligt. Og der er almindeligvis autosave på en tekstbehandler (men det forhindrer altså ikke brugere af i hvert fald OpenOffice at miste en dags arbejde, hvis de ”gør noget forkert”. ”Human error!”). Desuden er det nu normen, at en slettet fil på en computer lagres en tid i en papirkurv. Om man stadig får udleveret en brugervejledning til vandhanerne i et bestemt engelsk dormitory, ved jeg ikke. Det er jo dyrt at rette en fejl, når hanerne er sat op. Men jeg kan i hvert fald ikke finde ud af andet end at taste et nummer på min smarte IP-telefon på kontoret. Og hvorfor skal jeg tage soklen af for at trække stikket ud, når skidtet skal resettes?

Bogen har bestemt også relevans for os, da mange af os jo også sommetider leger designere. En af læresætningerne er ellers, at man som ekspert ikke kan vurdere, om man har lavet et godt design, for man ved jo, hvordan tingene virker – også bag kulisserne. Men det, der er logisk for konstruktøren, er måske slet ikke noget, der svarer til, hvordan en bruger opfatter systemet og forestiller sig, at det fungerer. Her nævner han at indstille temperaturerne i et køleskab med frostboks. Eller en bil, hvor man kunne lukke det elektriske soltag, selv om nøglen var taget ud, blot ved at tænde parkerings­lyset. Fantastisk gennemskueligt – faktisk har ingeniørerne næppe anet, at det kunne lade sig gøre. (Jeg tænker her på, at man førhen kunne affyre et Harpoon-missil, selv om nøglen ikke var sat i, blot ved at vælge styrbords batteri og taste på bagbords batteri!)

For at afprøve et design, er man nødt til at prøve det på almindelige brugere. Og man skal nok også regne med at skulle lave det om fire – fem gange, før det er godt. Man skal tænke på de små detaljer, her nævner han de små knopper på en gammel telefon, der gør, at afbryderen ikke bliver trykket ned, selv om telefonen bliver revet på gulvet og lander på hovedet. Rent bortset fra at en gammeldags telefon var solid nok til at klare turen. Den slags glemmes alt for ofte i dag – til fordel for et nyt smart design, der kan vinde priser, komme på Metropolitan Museum of Modern Art og i øvrigt gøre sig godt i en reklame. Et design skal vise designerens (og fabrikantens) individualitet, ikke først og fremmest fungere!

En arkitekt skulle lave nye kontorer til Seattles Federal Aviation Administration. På det ene kontor fik de ansatte meget rige muligheder for selv at vælge indretningen, hver mand sin egen stil og egne møbler osv. På det andet kontor valgte arkitekten efter bedste evne noget godt og smukt. På det første kontor var de ansatte meget tilfredse og ydede 7% mere end før, på det andet var der ingen forskel. Det andet kontor fik en pris, det første blev kritiseret for ”manglende disciplin og kontrol over indretningen.” Det er jo også sjældent, at dem, der skal bruge et system, også er dem, der skal tage beslutningen om at købe det. Brugervenlighed er ikke altid et kriterium for valg af vare.

En pudsig observation er, at de mest avancerede (og komplicerede) kopimaskiner bliver solgt til advokatkontorer, der stiller dem op i venteværelset. For det gør indtryk på kunderne, at kontoret har så godt styr på teknologien.

En anden observation er, at (f.eks.) videnskabsmuseer ikke har letlæselige og forståelige skilte ved de udstillede genstande. Og at direktørerne ligefrem bliver sure, når forfatteren eller hans studenter påpeger det. For slet ikke at tale om et museum, hvor cafeteriaet har for små borde, for høje stole og en rodet vej gennem cafeteriaet for både gæster og personale. Men måske er det lavet med vilje for at undgå, at folk hænger for længe i cafeteriaet? Apropos det så mener jeg at have talt, at man i vores egen kantine har OTTE steder, hvor en kø krydser en anden.

Det ville være en dårlig bog, hvis den kun indeholdt brok. Det gør den naturligvis ikke. Der er punkt for punkt-vejledninger i, hvad man kan/bør gøre ved forskellige designproblemer. Hvis man nu skal sikre, at folk ikke så let kommer til at gøre noget ”farligt” (”Er du sikker?” er ikke nok!), eller man skal lede brugerne frem til den rigtige metode for at løse en opgave. Man kan med subtile men velovervejede midler f.eks. angive, hvordan en dør skal åbnes (skal der skubbes/trækkes/vrides)? Der er designere, der gerne skjuler enhver antydning af, hvordan en ting skal anvendes – af æstetiske hensyn. Og først og fremmest: Afprøv løsningen i praksis!