Hjem

Ligning uden løsning?

Danmark mangler hænder lyder det fra direktionslokaler, ministerdørtrin og andre ophøjede steder. Hvis man ser bort fra den noget makabre interesse for afhuggede legemsdele (hænder), så mener man nu nok mennesker.

Der mangler »varme hænder« inden for socialområdet og på sygehusene. Der mangler også læger inden for mange specialer. De sidste mange år har man jamret over, at det er svært at skaffe praktiserende læger i rigets udkant. Denne udkant synes at omfatte større og større dele af riget, da det nu er sådan, at de færreste praktiserende læger tager mod nye patienter. De magter ikke flere. Den praktiserende læge skulle ellers fungere som den, der kan fange problemer, inden de bliver til katastrofer (og især holde patienter væk fra vagtlægerne og sygehusene). Inden for psykiatrien er kollapset udbredt – det er ikke muligt at behandle de mennesker, der har behov for hjælp. Der er ikke plads i herberget. I stedet ryger patienter ind og ud fra de psykiatriske afdelinger – ganske som i historien om lastbilen, der var overlæsset med høns, så chaufføren jævnligt måtte stoppe for at hamre på lasten, så hønsene flagrede rundt i stedet for at sidde ned og veje til. Effekten er den samme - det virker ikke.

Ja, så mangler vi også ingeniører. Der er slet ikke grænser for, hvad vi skal have ordnet. Både vedvarende energi, power-to-X, klima-sikring, nye trafikkonstruktioner, genbrug/genanvendelse, magisk-teknisk landbrug …

Og vi mangler vist også programmører. Det er en ren katastrofe af mistede muligheder. Og vi mangler folk med forstand på computersikkerhed eller med forstand på at lave systemer, som er til at forstå for andre end dem selv.

Så mangler vi også håndværkere inden for næsten alle fag. Og fængselsbetjente. Og så videre.

 

Løsningen har hidtil bestået i at »nudge« unge mennesker ind på de ønskede uddannelser. Effekten har ikke været stor. Måske fordi man ikke kan fylde uddannelsespladserne med flere unge, end der faktisk er.

Så man beskærer mulighederne for at få SU – det er en luksus, vi som et af verdens rigeste samfund ikke har råd til. Nu er det blevet meget dyrt for studerende at tage fejl og skifte spor. Det hedder ikke en nulfejls-kultur, men det ligner da.

Det hjalp heller ikke rigtigt, så man beskærer mulighederne yderligere. En af de gode effekter synes at skulle være, at så må de studerende tage arbejde ved siden af. Jurastuderende har altid haft god nytte af den slags, men for mange andre fag er den studiemæssige nytte nok meget mindre. I stedet vil man så bruge kræfter på arbejdet i stedet for at studere.

Så nu får de studerende mærkelige stress-lidelser – eller noget meget værre. Det er blevet forbandet hårdt at være ung. Så er det godt, at psykiatrien er klar til at tage hånd om dem, der vakler eller falder. Nåhr, nej …

 

Næste ide er at beskære kandidatuddannelsens længde for udvalgte fag og for nogle studerende. Vi må nemlig forstå, at der er tale om »uddannelsessnobberi« at insistere på en fuld uddannelse. De to ting har meget lidt med hinanden at gøre.

Selvfølgelig bliver man ikke dummere af kun at få en halv uddannelse, men man mister muligheden for at lære en hel masse. For at øve sig på at bruge den viden, man har studeret sig til. For at forstå. Men man bliver måske en mere medgørlig ansat i fremtiden. En der ikke siger imod, når noget ikke giver mening.



Desuden har man arbejdet på at »øge arbejdsudbuddet«. Dette skønt lydende ord betegner de mennesker, der er parate til (og nødt til) at søge ledige job. Man mener at kunne forbedre »udbuddet« ved at jage rundt med syge (det har aldrig fungeret) og ved at tvinge gamle til at arbejde videre – til de segner. Ja, selv en enkelt helligdag kan gøres til mirakelmedicinen.



Alle ideer er nok dømt til at mislykkes. Problemet er ikke, at man ikke har stresset de unge nok. Problemet er, at der ikke er nok af dem – og sådan vil det blive ved med at være i en længere fremtid. Og fordi de gamle ikke orker mere.

Vi må finde ud af, hvad der skal laves – og hvad der ikke skal laves! Hvad vil bruge kræfterne på.

Nogle håber på at kunne »tiltrække udenlandsk arbejdskraft« som en løsning. Bortset fra at andre lande nok gerne vil beholde mange af de folk, de har uddannet, i stedet for at lade de rigeste lande udsuge dem også for højtuddannede (brain drain). Der er også det lille problem, at Danmark er ved at være kendt verden over som et af de lande, hvor enhver udlænding er meget uvelkommen. De eneste, der er mere uvelkomne, er de mennesker, der er vokset op her, men som har et »suspekt« navn. Vi kan simpelthen ikke overleve som civilisationens dumme svin.

Vi skal også til at indstille os på at producere mindre, ikke mere. Og dermed på at forbruge mindre. Livet er andet end hårdt arbejde, sociale medier og nye modeller af smartphones. Især når vi er oppe på 8 milliarder mennesker, hvor flertallet er trætte af at skulle stå uden for festen.



Der er et sted, hvor vi kan spare penge og mennesker – oprustningen. De vestlige magtcentre har en militær kapacitet, der overgår alle andres. Alligevel har det ikke forhindret krige. Hvorfor skulle verden så blive et mere fredeligt sted ved at øge oprustningen?

Militærets rolle har da også været at sikre stabile forsyninger med råstoffer – med kup, borgerkrige og invasioner (frem for – oh rædsel – at lade Kina købe nogle af disse råstoffer). Altså når almindelig korruption ikke har været nok.

Denne form for at omskabe verden i Vestens billede, som markeder for junk og som leverandører af billige (og blodige) råstoffer, skaber ikke fred. Det skaber en masse vrede, som vi så kan undre os over – og så bruger vi flere penge på militær. Vestens civilisation er ikke løsningen, den er en meget stor del af problemet.



Og behandling af dårlige tænder er stadig en luksus, som de fattige ikke har råd til. I et af verdens rigeste samfund.

Senest opdateret (Onsdag, 11. januar 2023 21:40)