Hjem

Forvirring

Kurderne er vore allierede i vor fælles kamp mod Islamisk Stat og al Qaeda. Derfor straffer vi folk, der støtter kurderne. Og naturligvis kurderne (det var noget med en lokumsaftale om at få Anders Fogh Rasmussen afhændet til NATO).

Vore fjender er al Qaeda og Islamisk Stat. Derfor holder vi os meget gode venner med Saudiarabien og deres kødhakker-kronprins.

Vi finansierer også Islamisk Stat ved at afmontere vores skattevæsen, så de frit kan lænse statskassen.

Vi gør altid, hvad USA forlanger af os. I hvert fald når først USA har fundet ud af, hvad deres præsident mener. Indtil videre. Måske.

Vi støtter de basale menneskerettigheder. Derfor straffer vi de soldater, der afslører vore troppers brud på menneskerettighederne, hårdt.

Vi følger altid sandheden. Derfor røg den fyr, der fortalte sandheden om løgnen bag Irak-krigen, i spjældet. Sandheden er kostbar og tåler ikke dagens lys. Løgnen er så dansk som leverpostej.

Vi er miljøbevidste. Sladrer nogen om, at der f.eks. svines med kemikalier under olieboring i Nordsøen, så udleverer vi navnet (på sladrehanken) til Mærsk.

Vi er altid på den rette side. Uanset hvor tit vi skal skifte side. Fra at være naziallieret til USAs lydstat.

Når en udlænding begår grove lovovertrædelser (også af og til mindre grove) bliver de ofte udvist. Også selv om de skulle være født her i landet. Vi forventer, at deres »hjemlande« står klar til at tage imod dem. Derimod kan Danmark ikke forventes at tage imod danskere, der sidder fængslet i udlandet, hvis de er ubehagelige nok. Og slet ikke børn af disse »ubehagelige«, selv om børnene da for pokker må anses for fuldkommen uskyldige.

 

Nu forstår jeg, hvorfor der altid serveres rigelige mængder af alkohol ved diplomatske sammenkomster!