Hjem

Meningen med livet

Mange mennesker spekulerer af og til på, hvad meningen med livet er? Især når det går skidt. Et godt råd er ikke at stille sådanne spørgsmål, hvis man ikke kan lide svaret.

Men livet har skam en mening, der kan skitseres sådan:

1) Producere merværdi

2) Forbruge mest muligt sådan at merværdien kan realiseres og profitterne kan blive udbetalt. Dog skal vi ikke kræve lønforhøjelser for at få råd til dette forbrug. For ikke at fremstå som tabere for vore venner, kan vi jo låne flere penge hos et af de venlige ågerrentefirmaer, f.eks. »Volksanleihe«. De renter, der løber på i et hæsblæsende tempo, vil kun motivere os til at slide endnu hårdere i det. Det er godt for herrerne.

3) Reproducere arbejdskraften. Dog kun i det omfang at det ikke strider mod punkt 2. Altså er det vederstyggeligt at reducere sit forbrug med henblik på at sikre vore efterkommeres overlevelsesvilkår bedst muligt. Tværtimod skal vi med sindsro bruge og smide væk af hjertens lyst.

At nyde livet, tage den med ro, snakke med venner og familie er uvedkommende, og dersom de skader forbruget, uønskede. At nyde livet og være kulturel udføres bedst af de særligt ansvarstyngede individer, der modtager profitten som en del af den merværdi, vi producerer.

Hvis vi af en eller anden grund ikke arbejder, så skal vi ikke slappe af eller lave noget fornuftigt, nyttigt eller fornøjeligt. Nej, vi skal vandre på jorden og udstråle skam og selvhad. Vi skal være en del af arbejdsudbuddet. Vi skal sikre, at der ikke opstår pres på lønningerne. Vi skal være en rædsel for dem, der søger arbejde. Se hvilke tabere!

Kend din plads! Slid og lid – og hold kæft!