Hjem

Elendighed – som bestilt!

Den pinlige og skrækkelige historie om kvinder med symptomer på mulig brystkræft, der ikke er blevet undersøgt godt nok, udvikler sig. Nu er det ikke kun ét sygehus, hvor undersøgelserne har været overfladiske, det er et par regioner. Om der faktisk er nogen, der er døde, fordi de ikke blev undersøgt efter forskrifterne, ved jeg ikke. Men muligheden er i høj grad til stede.

Politikerne udtrykker deres fordømmelse af de skyldige overlæger. De har ikke fulgt reglerne. Men lad mig stille det kætterske spørgsmål: Kunne de have gjort ret meget andet? De har ikke haft mandskab og penge til at lave de grundige undersøgelser, som politikerne har ordineret. Hvis de pludselig havde brugt x millioner mere end budgetteret – bare for at leve op til reglerne – så var politikernes (eller direktørernes) hamre slået ned over deres hoveder. Budgetterne har oven i købet været belagt med »effektiviseringer« i årevis. Der er altså hele tiden færre penge til de enorme planer, som politikerne har manet frem. Opgaven kan ikke løses, man kan ikke både tjene Hippokrates og Mammon!

Faktisk var det politikerne, der burde sættes i blokken på torvet. Som dem der pålagde andre umulige opgaver.

Og i øvrigt er det ikke kun kvinder med mistanke om brystkræft, det er galt for. Psykiatriske patienter bliver hele tiden udskrevet, fordi der ikke er plads, selv om de faktisk burde være indlagt længere. Det er ikke et mål i sig selv at have psykiatriske patienter indlagt … bla bla bla! Men der er ikke læger, sygeplejersker og sosu'er nok. Der er ikke senge nok. Lægerne må ikke udskrive en patient, der ikke kan tåle det. Men de må heller ikke overfylde de psykiatriske afdelinger. Så de antager, at patienterne nok godt kan holde til at blive smidt ud igen. Som regel går det da også godt, og skulle en patient tage livet af sig selv eller begå en forbrydelse, så vil journalen vise, at det var der absolut ingen indikationer på. For ellers lever lægerne jo ikke op til politikernes forventninger og krav.

Andre felter end kræft og psykiatri har også voldsomme ressourceproblemer. Det er bare de to, der lige for øjeblikket får plads i medierne. Jeg har en sær mistanke om, at de psykiatriske patienter kun omtales, fordi der er sket nogle drab. De mange selvmord har ikke haft nogen større interesse.

Men udviklingen er fuldkommen som man kunne forvente. Politikerne får det, som de har betalt for. Og det er overlægerne, der står med det formelle ansvar.

Men alle de her skrækkelige ting, bliver de da ikke indberettet? Som utilsigtede hændelser. Kun hvis der er tid til det. Og slet ikke hvis sygehusets ledelse mener, at man allerede har indberettet alt for mange.