Hjem

Hvorfor vi IKKE lever i en simuleret verden

Ret kort efter man fik bygget de første computere, skrev en science-fiction forfatter, Daniel F. Galouye (USA) en historie om en simuleret verden med simulerede mennesker. Historien, Simulacron-3, er fra 1964, og fortæller om et firma, der har udviklet en simulator, hvori man kan afprøve forskellige politiske og markedsføringsstrategier på simulerede mennesker – i stedet for at plage rigtige mennesker med uendelige markedsundersøgelser. I modsætning til Matrix-filmene, hvor rigtige mennesker lever i en simuleret verden, er beboerne af denne verden også simulerede »enheder« med en simuleret bevidsthed. De ved ikke selv, at de ikke er rigtige.

Forskellige mystiske hændelser i simulationen og i firmaet bag den, får en af videnskabsmændene til at ane, at den virkelige verden måske slet ikke er virkelig, at den også kan være en simulation. Historien er filmatiseret to gange: Under titlen Welt am Draht af Fassbinder og som 13. Etage af Josef Rusnak. Fassbinders udgave giver, trods den noget bedagede teknik, langt den bedste fornemmelse af mystik og uvirkelighed.

Historien har, sammen med gamle filosofiske problemer tilbage til Platons tænkte lænkede hulemennesker og diskussioner om erkendelsens mulighed og materiens primat eller ej, sat tanker i gang hos flere mennesker.

Vi har længe haft ganske avancerede simulationer, der kan afvikles på de stadigt mere kraftfulde hjemmecomputere. SimCity var en af de ældste, den er blevet fulgt af spil som The Sims, hvor man kan se og manipulere med de enkelte figurer, og forskellige strategispil, hvor modspillerne kan være »kunstige intelligenser« af varierende styrke. Hvad nu hvis figurerne i The Sims i stedet for en banal spilleintelligens (på niveau med en kakerlak) havde en veludviklet intelligens og en (simuleret) bevidsthed? Ville de opdage, at deres verden ikke var virkelig? Og hvordan ville de reagere på denne erkendelse? Hvordan ville vi?

 

I løbet af min levetid har jeg set computere bevæge sig fra at kunne spille NIM og Space War til at kunne slå verdensmestre i Skak og Go og til at kunne tygge sig igennem enorme mængder data og (ofte) få noget fornuftigt ud af det. Samtidigt er deres lagerkapacitet og rå databehandlingskraft forøget ud i det vanvittige. Er vi så ikke ved at måtte erkende, at inden for en overskuelig fremtid vil vi kunne skabe en simuleret verden med simulerede, bevidste »enheder«?

Og hvis vi vil kunne gøre det, er det da ikke muligt, at en verden »over os«, den rigtige verden, har skabt os som en simulation »i sit billede«? Hvor langt op kan dette fortsættes? Hvordan vil vi kunne erkende, at det hele ikke er rigtigt? Eller at vi ikke er simulerede?

I den original historie sker der »mystiske ting« (langt ud over hvad vi oplever). Personer forsvinder sporløst, og ingen (andre) kan huske dem, dokumenter blankes, folk falder døde om på påfaldende tidspunkter og måder, og der er mange ting, der vist ikke var sådan i går. I Fassbinders film er afsløringen, at hovedpersonen kan huske at have læst en artikel i avisen, og nu er artiklen der ikke. Ingen andre kan naturligvis huske historien, men det lykkes at kontakte en journalist i en anden by, der bekræfter at have skrevet artiklen, og at den da stadig står i hans eksemplar af avisen. Hele intrigen udspilles samtidigt med arbejdet på den simulerede verden, hvor en af »enhederne« forsøger at slippe ud.

I dag leger vi med The Sims, men den berømte Moores Lov gør computerne kraftigere og billige med eksponentiel hast, så vi burde snart kunne give The Sims en ægte men simuleret bevidsthed. Og hvis vi nærmer os det punkt, er det så ikke ligefrem sandsynligt, at »dem over os« (altså ikke Vorherre og hans engleskare, men andre, rigtige mennesker) leger med os på samme måde? Fordi de kan!

Nej, det er faktisk overhovedet ikke sandsynligt. Hvis vi antager, at en »oververden« har skabt os som en simulation, er det rimeligt at antage, at deres rigtige verden på afgørende punkter ligner vores. At vi f.eks. har de samme fysiske love, og at samfundsstrukturen ligner vores. For hvem i al oververdenen ville dog drømme om at lege med avancerede sociologiske simulationer på et fortidigt samfund?

Vi er selv ved at rende i loftet for Moores Lov. Vi kan ikke gøre transistorerne i vore computere ret meget mindre og dermed ikke pakke ret mange flere på én chip (der er plads til nogle fordoblinger endnu, og helt nye principper kan tænkes). Så når vi skal bygge en kæmpestor computer, må den bygges fysisk større, af parallelle processorer. I uhyre antal. Fint, men så stiger det samlede strømforbrug, prisen på køling m.v. bliver et problem. Selve maskinen bliver dyrere.

De større fysiske afstande, som maskinerne spænder over, bliver nu et problem. Med de klok-frekvenser, vi er oppe på i dag, vil et signal ikke kunne bevæge sig ret langt på ét taktslag. Det bliver et problem at snakke sammen på tværs af maskinen.

Vi kan sådan set godt opbygge super-cpu'er som meget høje lagkager, men det vil give en hel del problemer med en ordentlig køling. Man kan også »tænke globalt og afvikle lokalt«. Det er ikke så tit nødvendigt, at alle processorer snakker sammen om alt muligt. Men fysik og økonomi er en show-stopper. Faktisk ville en simuleret verden med en rimelig detaljeringsgrad, da den jo skal simuleres på transistorer, kondensatorer og harddiske, komme til at køre så meget langsommere end virkeligheden, at dem, der satte den i gang, ville være støv, før der skete noget spændende i simulationen.

I sf-historien er nogle af de indlysende problemer løst ved forenkling. Der er ikke 2 milliarder enheder, kun nogle tusinde, i en mindre by. De tror stadig, at de lever på en hel planet i et stort univers, men hver stjerne, de ser på himlen, er simuleret ganske enkelt (og simulationen kan sættes på pause, når det er dag). Skal de snakke med et andet menneske i en anden by, kan dette menneske læses ind eller oprettes til lejligheden, og fjernes igen, når det har gjort sin pligt.

Et sådant princip gør det naturligvis betydeligt enklere. Man behøver ikke simulere hver elementarpartikel i hvert et græsstrå, man kan nøjes med at simulere det, som folk faktisk tror at kunne se. Det samme princip anvendes i dag i mange computerspil. Der foregår stadig noget, når man vender ryggen til, men detaljeringsgraden og den grafiske rendering er meget nødtørftig (indtil de skal optræde i f.eks. et spejlbillede). Sådan noget ville kun afsløre sig ved tydelige fejl i simulationen. Hvilket har fået forskellige mennesker til at se f.eks. kvantefysikkens mysterier som en indikation på, at vi er simulerede.

Men hvis der nu kun er nogle tusinde enheder i denne simulation, er jeg så en af dem, mens mine læsere kun er simuleret nødtørftigt? Eller er det omvendt? Pludselig får den filosofiske parodi solipsismen en ny betydning. Og man kunne stoppe konflikten i Syrien alene ved ikke at læse om den.

Da jeg ved, at jeg tænker, så antager jeg, at du ikke gør det, for sandsynligheden siger, at du ikke er en fuldt detaljeret »enhed«. Hvilket du naturligvis ved, er idioti, jeg må derimod være en rudimentær simuleret person. Da vi nu begge har erkendt, at vi ikke kan eksistere, hvorfor sidder jeg og skriver (skrev i din tidsramme), og hvorfor sidder du og læser?

En simuleret verden er ikke praktisk mulig. Den er endnu mindre mulig ud fra en økonomisk betragtning. Ud over at ingen kunne drømme om at gøre sig alt det besvær.