Hjem

En konspirationsteori

Som de fleste har bemærket, er Tyrkiets store mand p.t., Erdogan, på kant med USA's store mand p.t., Trump, og i øvrigt er han også på kant med NATO, som Tyrkiet er medlem af. Til gengæld er Erdogan ikke helt upåvirket af russisk charme repræsenteret ved den store mand med bar overkrop. Hvordan er den situation opstået?

Det følgende er en hypotese baseret på et fåtal af fakta og en forfærdelig masse gætterier, som alle sammen kan være forkerte. Det er derfor heller ikke meget mere end skitsen til en agentroman. Måske?

Den 24. november 2015 nedskyder Tyrkiets militær et russisk SU-24 angrebsfly, der angiveligt har krænket tyrkisk luftrum en lille smule. Russisk militær er i Syrien for at støtte Assad mod forskellige mere eller mindre charmerende grupper af oprørere, og Tyrkiet er som loyalt NATO-medlem imod denne støtte, men endnu mere imod visse NATO-landes støtte til kurdiske militser, der bekriger nogle af de værre oprørsgrupper – uden dog at være allierede med Assad. En speget situation.

Den 15. juli 2016 forsøger dele af det tyrkiske militær at afsætte Erdogan ved et kup. Kuppet bliver ikke fordømt af visse større NATO-lande, i hvert fald ikke før at kuppet helt sikkert er ved at bryde sammen. Og det bryder sammen i løbet af nogle timer. Det har meget beskeden opbakning, det synes at være sjusket planlagt og udført, og det hele er noget underligt rod. Soldater, der skal være kuppets fodtusser, opgiver ret hurtigt og pakker sammen. Nogle officerer stikker af til Grækenland.

Da det tyrkiske militær formodentlig er det militær, der har mest erfaring i at gennemføre kup (den slags var åbenbart en del af officersuddannelsen i NATO – sådan hvis nu kommunisterne skulle komme til magten, evt. ved et valg), forekommer det besynderligt, at dette kupforsøg er så dårligt forberedt. Var den gamle garde gået på pension? Eller var der tale om hastværk? Og hvorfor dette hastværk?

De vægelsindede NATO-lande havde længe været lidt kede af Erdogan, der på mange måder havde været (og er) træls. Så man kan meget nemt forestille sig, at man har hvisket til nogle af de gamle venner i militæret, at man gerne så Erdogan afsat. Det skulle de nok kunne klare, og planlægningen gik i gang. Erdogan har siden hævdet, at en anden højreorienteret politisk bevægelse end hans egen, »Gülen-bevægelsen«, stod bag kuppet. Så der var lige en bekvem undskyldning for at foretage en meget gennemgående udrensning af ægte og påståede fjender i militæret og hele resten af staten. Erdogan har også åbent beskyldt USA for at have stået bag (hvilket forekommer mig overordentligt sandsynligt). Men at USA skulle have »virket« gennem en amerikansk præst, forekommer meget mærkeligt. Man har da haft masser af direkte og diskret adgang til de tyrkiske officerer f.eks. på Incirlik-basen, hvorfra kuppet syntes at være startet. Så den amerikanske præst, der er blevet fængslet, er nok kun et gidsel til en byttehandel en dag. Hvilket der ikke er den store udsigt til.

Panikken og hastværket hos de tyrkiske kupmagere kan derimod godt skyldes, at Erdogans støtter havde fået nys om det forestående regimeskifte. Og at f.eks. CIA, der hører alt, havde fundet ud af, at Erdogan var blevet tippet, og advarede kupmagerne, der derpå fik meget travlt. Det er faktisk sandsynligt.

Men hvor havde Erdogans folk deres viden fra? Der er flere muligheder, hvor infiltratorer i militære kliker bestemt er en mulighed. Men det kan også tænkes, at russiske efterretningsfolk (hvis der stadig er nogle professionelle tilbage) havde opsnappet oplysninger, og lod dem sive til Erdogan. For hvor gav det dog et godt udbytte, hvis man altså gjorde det. Og så fik man også lige solgt et russiskbygget luftværnssystem til Erdogan.

Pludselig var Rusland og Putin gode venner med Erdogan. Og det er de stadig. Toupéskiftet i Washington har kun øget dette venskab (uden at nogen i øvrigt kan gennemskue, hvordan Putins forhold er til Trump lige for tiden). Men Trump er under alle omstændigheder i en så presset situation, at han ikke længere har greb om magten. Det er ikke kun fordi, han er uligevægtig, at han elsker Putin om mandagen, roser Kim Jong-Un om onsdagen og indfører handelssanktioner mod Tyrkiet og Rusland om fredagen. Han er presset til det – for der er alt for meget, der ikke skal rodes op i.