Hjem

Organdonor – ja eller javel?

Blandt de mennesker, der dør ved ulykker, er der ikke nok til at dække behovet for donerede organer. Så folk går skrantende rundt i lang tid, eller de dør, mens de venter. Det er naturligvis ikke godt.

Det skal der naturligvis gøres noget ved. De kreative forslag går fra at opfordre folk, mens de stadig er i live, til at melde sig som organdonorer – ikke mindst af hensyn til evt. efterladte, der ellers skal tage afgørelsen. Til at »antage« at folk gerne vil være donorer, hvis de ikke udtrykkeligt har sagt nej. Mest ekstremt er forslaget om, at hvis man ikke har meldt sig som donor, så skal man heller ikke kunne tildeles et genbrugt organ.

Det sidste er stupidt. Hvis et menneske er sygt, så er dets organer næppe særligt velegnede til transplantation. Der kan selvfølgelig være undtagelser (hornhinderne hos en med dårligt hjerte kan jo være i fin stand), men sammenligner man med bloddonation, så er der mange, der ikke er bloddonorer, fordi de tager hensyn til andre! Jeg kan f.eks. ikke være bloddonor, da jeg får medicin, som ville kunne tage livet af en patient, der fik mit blod. Men jeg ville da stadig forvente at blive forsynet med donorblod, hvis jeg mistede meget blod ved en ulykke. Også uden at skulle skældes ud for at være dobbeltmoralsk.

Organdonation er en gave, i hvert fald hvis man tager ordet for pålydende (dono betyder jeg giver på latin), en donation betyder en gave, ikke en tvang eller et påbud. Folk skal ikke presses eller trues til at være organdonorer. Jeg er selv registreret som organdonor (hvilket kun bliver aktuelt, hvis jeg bliver slået ihjel – folk skal dø, for at andre kan få deres organer). Tanken om tvang eller »formodet samtykke« (det er en »formodning« i den ondeste tro) fik mig til at overveje at trække mit tilsagn tilbage. Men det ville jo være at straffe de syge for, hvad geniale politikere måtte gøre, så det gør jeg ikke.

Lad donation vedblive med at være en gave. Fra et menneske, der skulle herfra, til et eller flere mennesker, der får en chance til. Ikke en tvungen ophugning af kadavere som var vi rustne bilvrag! Tal til følelser og fornuft, det plejer at virke. Men lad være med at tvinge mennesker.