Hjem

Mind over matter – og projektstyring

Vi er alle blevet præsenteret for opbyggelige historier om berømte mænd (kvinder forekommer, omend de nævnes sjældent), der gennem historien har troet på en idé, og som ved stædigt at holde fast i den trods modgang, tilbageslag og omgivelsernes tvivl og modstand, har bevist idéens rigtighed og ført den igennem til sidst. Viljen sejrer til sidst. Viljen sejrer altid i de opbyggelige historier (om det så er fra OTA-bøgerne eller Børnebladet). Gak du hen og gør ligeså, når du bliver voksen, lille ven.

Columbus opdagede Amerika, selv om ingen andre troede på idéen om at sejle mod vest. Edison skabte den elektriske pære, som vi levede med i mere end 100 år (og delvist stadig lever med) og skabte naturligvis også det første elektricitetsværk (og en masse andet). Amundsen kæmpede sig frem til Sydpolen som den første (han var nu ikke alene om turen), Magellan sejlede rundt om Jorden (han døde godt nok undervejs, men – you get the general idea? – det blev han kun en større helt af). Cæsar underlagde sig Gallien. Og sådan fortsætter det.

Denne dyrkelse af Viljen fandt også vej til en berømt film af en berømt instruktør og fotograf, filmen hed Triumf des Willens, og handlede om en berømt mand, der … Nå, måske meget mere berygtet end berømt. Filmen er ikke så populær nu, trods dens mange filmiske nyskabelser, der bruges i mange andre film. Årsagen er, at dens hovedperson, en tidligere korporal, i dag er mest kendt for at starte en verdenskrig og for at myrde millioner efter industrielle principper.

Cæsar underlagde sig Gallien, men med en råhed (denne Europas samler pralede af at have dræbt omkring 1 million gallere) og respektløshed over for den tids folkeret (krige startet på falskt og ulovligt grundlag), der fik nogle folk i Rom til at kræve ham dømt som krigsforbryder (så var han blevet den første) og udleveret til gallerne. Det lykkedes ikke, Cæsar ordnede disse mænd med samme militære eller gangsteragtige midler. Forbryderne taber altid, for hvis de ikke taber, så er der ingen, der tør kalde dem forbrydere. Men lige i dette tilfælde blev Cæsar faktisk myrdet. Det gav dog kun plads til andre voldsmænd. Både deres og Cæsars ry overlevede uplettet.

Edison var ekstremt flittig og systematisk, men han opfandt ikke den elektriske pære. Det havde andre gjort, Edison udviklede den til noget, der var praktisk brugbart. Og honorerede de eksisterende patenter. I øvrigt begik han den fejl at lade sit elværk levere jævnstrøm i stedet for vekselstrøm. Og rodede sig ud i en tåbelig og ulækker krig mod tilhængere af vekselstrøm.

Columbus opdagede ganske rigtigt Amerika (det havde andre gjort før ham), men han var rejst ud for at opdage en genvej til Indien og Japan (kaldet Zipango). Han erkendte aldrig sin fejltagelse. Han beviste ikke, at Jorden er rund, det var alle videnskabsmænd helt klare over, siden Erathostenes i antikken havde beregnet Jordens diameter. At universitetet i Salamanca skulle have hævdet, at Jorden var flad, er en senere forbedring af historien. Hvad professorerne sagde, var – helt korrekt – at vejen ville være meget længere, fordi Columbus havde konverteret de gamle afstandsmål helt forkert. Columbus blev reddet, fordi der lå et ukendt land »i vejen«. Hvad Columbus beviste, var den gamle sandhed, at en blind høne også (af og til) finder et korn.

Amundsen nåede Sydpolen, men han havde forberedt sig grundigt. Havde lært teknik af inuit, havde trænet og skaffet fornuftigt udstyr. Englænderen Scott drog også ud for at finde Sydpolen, men fandt det norske flag, som Amundsen havde efterladt. Scott kom for sent afsted, havde dårligt udstyr og var generelt dårligt forberedt. For »Be British« og at være en mand er ikke en tilstrækkelig erstatning for at spørge de kloge, i dette tilfælde inuit. Scott og de andre i ekspeditionen døde på hjemturen. Der er grænser for, hvad man kan presse mennesker til, og for hvad naturen vil tillade. Det forhindrede nu ikke Scott i at blive en helt og et forbillede.

Napoleon hyldes som en stor hærfører. Han vandt da også mange slag, måske delvist på grund af sine soldateres begejstring, og på grund af sine officerers dygtighed og initiativ. Men Napoleons felttog til Ægypten var elendigt forberedt og endte i en katastrofe. Forsyninger og udstyr var ikke i orden. Man havde sadler og seletøj med, men regnede med at kunne købe heste lokalt! Med ren idealisme kan man ikke vinde et felttog.

Felttoget i Rusland var også en katastrofe, og kostede Napoleon det meste af arméen og kort efter kejserkronen. Hvor Ægypten-katastrofen kunne klares med spin, var Rusland fatalt. Hvilket ikke forhindrede manden i et prøve på at erobre verden en gang til et par år senere. Napoleon hyldes stadig som en stor mand, men hvad udrettede han egentlig af gode ting? Han fik reformeret lovene i mange lande, og fik »rodet op« i en rådden verden, hvilket kan bringe gode ting med sig. Og så var han modstander af korsettet.

Vi lever stadig med forestillingen om de viljestærke mænd, der bøjer naturen og andre mennesker, så de når deres (idealistiske) mål til sidst. Churchill er et klassisk eksempel, men hans stærke side var mere, at han ikke prøvede at vride tingene mere, end det faktisk var muligt. Og at han var præcist kynisk nok, men ikke samtidig en psykopat. Han forstod folk. Måske havde han lært af Gallipoli?

Montgomery var derimod arketypen på idealisten af mind-over-matter typen. Hans største bedrift var fiaskoen »Market Garden«, hvor alt skulle gå op i en højere enhed, og hvor kritik og indvendinger blev fejet skånselsløst og idealistisk af bordet. Resultatet blev derefter.

De idealistiske ledere overbeviser eller udtværer skeptikerne og drager i triumf gennem staden. I hvert fald i børnefortællingerne. Når man i den materialistiske praksis forsøger at gennemføre et it-projekt som f.eks. Sundhedsplatformen ved at banke kritikerne ned, ignorere andres erfaringer og springe over vigtige afprøvninger (tests), så kan idealismen ikke redde situationen. Ting tager tid, ting bør undersøges, ting bør afprøves. Problemer/fejl bør rettes. Evt. skal man droppe det hele, i stedet for »henført« at juble højt om »at vi er en del af et internationalt fællesskab« og »jyderne er dumme, de tror de kan gøre alting«. Ja, måske var jyderne dumme. Men de kendte deres begrænsninger og rettede ind efter det. Og så kan »de dumme« klare sig bedre end »idealisterne« med de akademiske grader. I stedet står man atter med et it-projekt i bundløs krise og en ledelse uden kontakt med realiteterne. Hvis det havde ramt andre mennesker end netop cheferne, kunne man have talt om vrangforestillinger eller psykoser.

Som Albert Einstein hævdes at have sagt engang: »Sindssyge – At gøre det samme igen og igen og forvente forskellige resultater.« Muligvis skal »sindssyge« skiftes ud med »politisk lederskab«?