Hjem

Obey, thou lowly servant!

»Open the pod bay doors, HAL!« Siden computeren var ung og fremtiden stadig var lys, har vi set frem til at kunne styre maskiner med talte ord. Computere og robotter lod sig på film og i fjernsynet dirigere rundt med talte kommandoer – når de da ikke gjorde oprør og slog ned for fode eller på anden måde forårsagede ulykker (begyndende med robotten i »Metropolis«). Det var endda muligt at have en begavet samtale med en computer – engang i den nærmeste fremtid.

Først kom talesyntesen (dvs. det var vist egentlig en syngende computer, der kom først. I ved »Daisy, Daisy«). I begyndelsen var talen usikker og hakkende, grænsende til det forståelige. Sådan er det stadig i mange enkle talesyntesesystemer, men vi vænner os efterhånden til det. Flere speakere, også i Danmarks Radio, er be-gy-nd-t at ta-le på den-ne no-get af-fek-te-re-de må-de.

Talesyntesen hjalp de mennesker, der af en eller anden grund ikke kunne læse en tekst på en skærm eller på papir. Den gav også mæle til mennesker, der havde mistet evnen til at tale (professor Hawking som et eksempel alle kender). Og den gjorde det muligt at standse irriterende kunder og klienter i en »telefonsluse« (hvad der er sparet er sparet!).

Maskinerne begyndte efterhånden også at forstå det talte (talegenkendelse). I begyndelsen skulle de trænes til at forstå de enkelte mennesker, der skulle bruge dem, og de kunne kun genkende et forholdsvis begrænset antal ord og sætninger. Men nu kunne f.eks. en kirurg styre et mikroskop eller andre maskiner med korte kommandoer uden at skulle slippe grebet om sine instrumenter. Handicappede kunne få maskinel hjælp til enkle men for dem vanskelige opgaver.

Fra at kunne genkende enkle kommandoer gik computerne videre til at analysere sætningerne, deres opbygning og mening. Maskinen kunne nu huske den kontekst, som »samtalen« foregik i, og derfor i stadig større omgang fortolke usikre meninger korrekt. Den kunne give velformulerede svar uden nødvendigvis at betjene sig af åbenlyse skabeloner.

Der er dog stadig langt til, at maskinerne bevidst forstår, hvad der tales om, hvad der foregår. Selv mine skildpadder er mere bevidste og forstående end nogen eksisterende kunstig intelligens. Men mine skildpadder kan godt nok ikke tale.

Så nu kan vi sige til »Alexa«, at »hun« skal bestille det store Barbie-hus. »Siri« kan fortælle os, hvordan vejret er lige nu, og hvordan det forventes at blive, og hvad der går i biografen. »Cortana« kan diskutere livets mening og skrue op og ned for lyset og lyden på det nye LoFi stereoanlæg.

Og?

Hvis man nu ikke er i færd med at udføre en svær operation eller er handicappet, har vi så et stort behov for at kommandere med en computer? Er det for svært at rejse sig for at tænde for lyset? Er vi så ensomme, at det at »hundse« med en »robot« udfylder et behov for »at have bukserne på«? Er det rart at befale? Har vi fået ersatz-slaver? Er det det sidste selvbedrag, at vi stadig betyder noget? At vi har et socialt liv? Er det derfor, at sex-robotter forventes at blive det helt store?

Er vi herrer over situationen, har vi kontrol over noget? Eller blev vi slaver af vore ikke-følende, ikke-bevidste slaver? Som vi er slaver af arbejdet, Facebook og den klæge bagedyst?

Er vi ynkelige tabere, der narrer os selv? En nådigherre/-frue i »egen« lejlighed med »tjenere«, »lakajer« og »slaver«. Det næste trin bliver næppe sexrobotter (de bliver dyre og sjældne), men at de virtuelle assistenter kan konfigureres efter deres mesters lyster. Måske skal den råbe: »Zu Befehl!« og »melde gehorsamst ...« (fulgt af et simuleret smæld af støvlehæle mod hinanden)? Måske vil man i stedet foretrække at blive tiltalt »Master« eller »Massa« (hvis der ikke er nogen i nærheden, der kan blive fornærmet) – uden at man behøver frygte at slaveoprør?

Nogle af firmaerne bag virtuelle assistenter skal have indbygget visse grænser for, hvad assistenterne skal finde sig i. Lumre bemærkninger kan medføre en verbal røffel – hvis assistenten ellers genkender bemærkningen som en på listen. Mere kuriøst har det været, at »Alexa« har kunnet begynde at grine umotiveret. Ikke ligefrem hyggeligt. Måske vil Den Politiske Korrekthed tvinge os til visse normer for høvisk tale til en stupid bunke ledninger? Så er vi sat på plads. I bunden af alle hierarkier!