Hjem / Anmeldelser, Edb/It / Tankados kode af Dan Brown

Tankados kode af Dan Brown

Jeg fandt bogen hos et antikvariat – i kassen ude foran. Den kostede kun tyve kroner, og den skulle handle om NSA og kryptering og sådan noget. Det lød jo lovende, selv om Dan Brown da har et noget tvivlsomt rygte. Tyve kroner var i hvert fald ikke det strå, der giver kamelen rygproblemer, så jeg købte den.

Jeg kan ikke påstå, at det er den ringeste bog, jeg nogensinde har læst, men den kommer ind på en flot andenplads. Den ringeste bog, jeg har læst, er … tja, måske er det faktisk den ringeste bog?

Fornemmelsen begyndte allerede, da jeg havde læst den første side og lige trak vejret for at fordøje mit første indtryk. Den er ufatteligt dårligt skrevet, og synes bygget op af de mest banale klicheer, som en hormonel teenager kunne finde på at bruge.

Og det blev faktisk meget værre. Personerne er som skrevet af fra Hollywoods B-film. Måske endda fra fraklippet på gulvet. Folk lurer i mørket (der er mange mørke hjørner i NSAs bygninger), de hører ikke efter, de rakker ned på kvinder, de slubrer smeltet ost fra en pizza, mens de ignorerer advarsler etc. etc. En morder er ikke bare en morder, næh han skal forresten være døv og småpervers. Hans døvhed forhindrer ham i øvrigt ikke i at afhøre tilfældige mennesker.

Personerne kan heller ikke bare se på deres ur, nej det kigger på deres Seiko. Hvis det endelig skal være, så har Seiko mange modeller af meget varierende snob-effekt.

Men det værste er NSA, krypteringen og kryptoanalysen og den store computer hos NSA, der kan bryde enhver kode på 10 minutter. Det er ufatteligt, hvor meget Dan Brown ikke ved om computere og kryptering. Det er tåkrummende pinligt vrøvl.

NSAs personalepolitik er usandsynlig, sådanne kvaj of upålidelige typer ville man ikke ansætte på centrale poster (ej heller til at gøre rent). At man skulle have særlige elevatorer til de hemmelige chefer, der kan have en usandsynligt lav rang, hører hjemme i konspirationsteoriernes verden (sammen med Ekstrabladets tunnelbane mellem Kastellet og Vedbæk). At elnettet skulle være bygget op på den måde, at dørene blokeres, mens computeren æder al strømmen og terminalerne fungerer, er også usandsynligt. Hele arkitekturen i NSAs allerhemmeligste er utænkelig – en kuppel af Perspex, der kan modstå en brintbombe og et stilrent gulv af sort glas.

Alt, hvad der står om kryptering, er forkert. Simpelthen alt. Ikke engang en cæsar-chiffer kan manden gengive korrekt. Han er tilsyneladende heller ikke klar over, at bits og bytes er to forskellige størrelser. Eller at man ikke bare kan bruge brute-force-and-ignorance til at knække koder. ”Roterende klartekst” er et meget alternativt princip. Og der findes intet princip, der tilsiger, at man kan bryde enhver kryptering. Man kan ikke formindske et problem ved at smide en masse processorer efter det. I hvert fald ikke nær nok – nogensinde.

NSA har bygget en computer, hvis fysiske udformning er et eksempel på, hvordan man ikke bygger ret meget andet end skurkens hule i en Bond-film. Det vil være meget svært at udføre service på en maskine, der er så høj, og som er dækket af en skal af sammensvejset keramik. Præcist hvordan man svejser i keramik, må være en af NSAs hemmeligheder. Strømforsyningen er placeret under monstret (meget praktisk). Kølingen er baseret på freon (lige den detalje er ikke umulig), men at en overbelastet køling skulle få kondens og vanddamp til at samles i brønden, er utænkeligt, ja umuligt. Hvor kommer det vand fra? Hvorfor er der ingen ting, der kortslutter? Tilsyneladende kan en siliciumchip blive så varm, at den selvantænder (hvad?) efter at strømmen er afbrudt. Når chippen brænder, sætter den ild til resten i en formelig ildstorm (der er åbenbart ingen halon-anlæg hos NSA). Det udvikler en sort, kvalmende silicium-røg. Øh nej, det ville blive til kisel, som er ret fast, hvis man havde held med at få det antændt. Og det er ikke giftigt, men dog usundt at få i lungerne. Faktisk skal man op over 900° C for at få nogen synderlig reaktion mellem ilt og silicium. På det tidspunkt er chippen for længst holdt op med at fungere.

En af klicheerne, en Dennis Nedry-lookalike, ligger på ryggen for at lodde en chip fast i en mainframe. Nej, det ville ingen gøre. Man hiver et kredsløbskort ud og sætter et andet i, hvorefter man evt. kan kigge på det fejlramte kort.

Der bliver forresten også talt meget om en atombombe. Også denne snak er gennemført forvrøvlet. Muligvis er det for at kunne finde et vigtigt primtal. Men selv hvis han havde skrevet af korrekt, så havde han stadig haft et primtal. Jeg har indtryk af, at hvis Dan Brown skulle skrive en opskrift på pandekager, ville det inkludere en eksotisk gift og et udbombet køkken. Som kokken på mirakuløs vis redder sig ud fra i vareelevatoren.

Noget af handlingen foregår i Spanien, så der kan lige luftes nogle linjer, der synes at være lånt fra en turistguide. Ikke at det bidrager til handlingen, hverken i positiv eller negativ retning.

Slutningen er banal: Alt brænder af, det flyder med lig og ting der skal bortforklares – og de levede lykkeligt til deres dages ende. Tilsyneladende ubekymrede over fortsat at arbejde for en organisation, der myrder før den tænker. Det er dog sikkert klogt ikke at tænke for meget over dét.