Hjem / Anmeldelser, Diverse / The Third Reich, Martyn Whittock, 2011

The Third Reich, Martyn Whittock, 2011

Bogens fulde titel er A Brief History of the Third Reich, The Rise and Fall of the Nazis. Og det er også, hvad den er. Omend kort skal forstås i forhold til emnets omfang ikke bogens længde, den er på 300 sider. Det er en opsamling og sammenstilling af, hvad forskellige historikere har gravet frem snarere end banebrydende historisk forskning. Men det gør den ganske glimrende. Fra afslutningen af 1. Verdenskrig til sammenbruddet i 1945. Og en kort, måske noget storladen, redegørelse for nazismens konsekvenser og betydning i dag.

Det omfattende emne til trods synes jeg, at forfatteren kommer særdeles grundigt rundt i mange facetter af nazismen, af dens grundlag, af dens sociale basis, hvordan forskellige grupper reagerede, dens økonomi, dens planer, dens taktik og strategi (hvis man kan bruge det ord, for det hele var noget rod).

Bogen er fri for de ting, der plejer at skulle siges, men som ikke er sande: At Sovjet var allieret med Hitler, at Sovjet var skyld i krigens udbrud ved at indgå ikke-angrebspagten i august 1939. I stedet peger forfatteren på, at England forhalede forhandlingerne med Sovjet om en pagt mod Hitler, og at Stalin derfor ikke havde noget valg (en beretning som blev fastholdt af sovjetiske diplomater og historikere). Og at Polen var meget imod at give sovjetiske styrker gennemmarch for at konfrontere Tyskland. Og at Polen nok var et offer, men at samme land året før havde udnyttet Münchenaftalen til at annektere en bid af Tjekkoslovakiet. Det bliver også nævnt, at nogle polakker og andre folk i Østeuropa slet ikke var uvillige til at angive eller angribe de lokale jøder.

Nyt for mange er nok beskrivelserne af, hvordan de menige tyskere opfattede nazismen. Dels havde det tyske socialdemokrati i eksil en efterretningsorganisation i Tyskland, som løbende rapporterede om folks meninger (man undrer sig over, hvordan det har kunnet lade sig gøre), dels indsamlede nazisterne også den slags oplysninger, og de modsiger ikke socialdemokraternes rapporter. Trods mangler, trusler, krigsskader, bekymringer var folk langt hen ad vejen stadig parate til – trods alt – at støtte Tyskland. Der blev også fortalt ramsaltede vittigheder, hvilket i nogle tilfælde kostede fortælleren dyrt.

Nazisterne søgte at ensrette kulturen og uddannelsen, men de forskellige kliker inden for nazi-partiet spændte ofte ben for hinanden, og et forbud mod f.eks. ”negermusik” (dvs. jazz) blev aldrig gennemført. Betydeligt større resultater gav Kraft durch Freude med sit omfattende feriesystem. Modsat resten af Riget, så syntes folk ofte, at de fik noget ud af KdF. At man så samtidig skulle ”oplyses” var åbenbart til at leve med.

Oppositionen inden for Tyskland behandles også. Den var der, men var lille og ret magtesløs. Fra Georg Elser, der arbejdede alene, til 20. Juli-attentatet. Det var små grupper, der ikke samarbejdede, hvilket også kunne have været yderligere risikabelt. Dertil var der Hvide Rose, der koncentrerede sig om at sprede information. Det var i høj grad folks samvittighed, der var drivende. En spionorganisation havde i begyndelsen af krigen stor succes, Rote Kapelle (tysk navn) blev den kaldt af nazisterne. Edelweiss-piraterne havde mere karakter af ungdomsoprør end af politisk modstand.