Hjem / Anmeldelser, Diverse / Flow, my tears, the policeman said

Flow, my tears, the policeman said

Philip K. Dick er en af de store forfattere inden for dystopisk science fiction (ofte med et meget mærkeligt element). Denne bog er mere end almindeligt mærkelig.

Jeg kan huske, at jeg stødte på titlen mange gange i mine yngre dage, men jeg fik aldrig læst den. Men nu har jeg fået både købt og læst den.

En sanger og tv-stjerne af de helt store, han tilhører en eksklusiv gruppe af genetisk forbedrede mennesker, bliver pludselig angrebet af en ung kvinde, der mener, at han har sveget hende, og sendt på hospitalet i stor hast. Han vågner op på et luset hotel, stadig i sit eksklusive silketøj og med et tykt bundt penge. Men han eksisterer ikke længere. Ikke engang kæresten eller hans agent har nogensinde hørt om ham, og folk på gaden har heller aldrig hørt om ham. Han havde ellers 30 millioner seere til sit show. Ganske ubehageligt.

Bogen udspilles i et USA, hvor reaktionen på ungdomsoprøret er gået helt over gevind. Studenterne er belejrede på universiteterne, en blodig borgerkrig har raset, og politiet har fået meget stor magt. Så pludselig ikke at være nogen, er ganske farligt – risikoen er en billet til en arbejdslejr.

Hovedpersonen forsøger at købe sig falsk legitimation, hvilket kun tiltrækker politiets opmærksomhed. Ved en teknisk fejl får han en fejlagtigt identitet og bliver sluppet fri. Bliver hentet ind igen, hvor det forårsager stor bestyrtelse hos politiet, at han ikke findes i nogen datasystemer. Han bliver løsladt igen, samlet op af en politigenerals søster og elskerinde (en general med hang til Dowland, deraf titlen). Og pludselig er hans plader igen i jukeboksen og hans fil dukker op igen hos politiet. Men det bliver det kun værre af. Han er nu en bonde i magtspillet mellem høje politifolk.

Plottet skal ikke afsløres. Det kan såmænd heller ikke forklares. Det interessante er forestillingen om et USA efter endnu en borgerkrig med politi og politiagenter over det hele. Og at andre ting end magt og penge kan betyde mere. En smuk keramikvase, et frimærke og en .22 Derringer. Og et stykke avanceret barokmusik. Som jeg forresten også holder meget af.

Det er ikke en af forfatterens bedste bøger, dertil er den for mærkelig. Men den er ikke lige sådan at glemme.