Hjem / Filmanmeldelser / Macbeth

Macbeth

Macbeth skal være dyster og blodig. Denne film er dog lidt mere blodig end normalt, hvilket nok skyldes filmverdenens krav om slow-mo splatter.

Purister vil givet begræde, at replikkerne er beskåret, sine steder ret kraftigt. De trende hekse havde ellers nogle dejlige replikker, som ikke er med her. Og hvad der er, er beskåret. Men det meste af (hele?) vanvidsscenen synes at være med, omend delt i to.

Sværdene synes at være lidt uhistoriske og meget lidt skotske. Rustningerne er af bondejokketypen. I det omfang, at folk overhovedet har rustninger, synes der at være tale om kollerter, vamse og en brigantine (gud hjælpe mig af læder). Lidt flere skjolde havde også gavnet koreografien.

Jeg har ind imellem lidt svært ved at genkende mændene, da de alle har kort skæg, rynkede pander og ærlige øjne. Lady Macbeth spiller virkelig godt. Og hvor kan hun græde på kommando.

Macbeths borg ligner en parodi på Lejre, og kirken er meget mærkelig. Der er ingen mangel på stearinlys. Det blæser altid og tibetanske bjælder skaber et ulykkessvangert lydtapet. Til gengæld er Dunsinane utroligt voldsom som borg betragtet. Og så er det endda en ægte borg, der optræder her.

Jeg studser lidt over, at Skotlands bisper kan tilkaldes så hurtigt. I øvrigt står de der bare.

Der er også taget andre friheder i forhold til originalen. Macbeth har et par sønner, der er kommet en mini-heks med på heden. Heksene er af en art, så man ikke ved, om de er bønderkoner på ligplyndring eller virkelige hekse. Det fungerer særdeles godt.

Macbeth har et hugsår i panden fra det indledende slag mod forræderen Macdonwald. Det heler efterhånden op, men antyder, at tingene går hurtigt. I en enkelt scene skifter det side, åbenbart er filmen blevet spejlvendt (ingen på IMDB har bemærket det endnu). Birnam Wood spiller sin rolle på en anden, men slet ikke ueffen måde.

Utraditionel, mange diskutable sider, men en seværdig film.