Hjem / Anmeldelser, Diverse / Nr. 0

Nr. 0

Nr. 0, af Umberto Eco

I 1992 samler en tvivlsom rigmand (a la Berlusconi) en lille gruppe tredjerangsjournalister til at fremstille prøvenumre af en avis, der ikke tænkes nogensinde at skulle udkomme (hvad kun en af dem ud over redaktøren ved), men dens potentielle afslørende artikler skal benyttes som afpresning.

Så de sættes til at skabe afslørende artikler, der ikke er for afslørende (og endelig ikke træder de forkerte over tæerne – det er svært), og man dyrker antydninger på den rigtige side af injurier og andre journalistiske svinenumre. Og horoskoper.

En af ”journalisterne” er vistnok også agent i sikkerhedspolitiet eller lignende. En anden er en sand mytoman, der arbejder på den store afsløring af dobbeltspil, hemmelige hære, forræderi – og hvad blev der forresten af Mussolini? Han får efterhånden konstrueret en meget kringlet konspirationsteori. Og så en morgen ...

Bogen er meget kort i forhold til Ecos normale stil. Den er heller ikke proppet med lærd viden og sære detaljer. Men som jeg har oplevet i andre bøger, så glider grænsen mellem digt og virkelighed kendeligt. Hvilket her konkret skyldes, at mange af detaljerne i konspirationsteorien, på nær nogle centrale (???), er faktuelle.

Slutningen er usædvanligt tam, men den kunne næppe have været anderledes.