Hjem / Anmeldelser, Edb/It / Colossus, Bletchley Park's Greatest secret, af Paul Gannon

Colossus, Bletchley Park's Greatest secret, af Paul Gannon

Bletchley Park var, ved vi alle, det britiske MI 6's central for kryptanalyse under 2. Verdenskrig. Stedet hvor man brød den tyske Enigma-kryptograf. Stedets funktion og endda eksistens var hemmelig indtil engang i 70'erne, hvor historier begyndte at slippe ud og andre blev nedklassificeret. Bl.a. som følge af en injuriesag, som en italiensk admirals efterkommere anlagde (det forlød, at fiaskoen i Afrika skyldtes, at han havde snakket over sig til en kvindelig agent – en historie, der var plantet af briterne). Ok, Enigma blev faktisk brudt, med hjælp fra polske efterretningsfolk og Alan Turing (hin væmmelige bøsse). Rygter om en tidlig computer ved navn Colossus, der skulle være brugt til denne opgave, cirkulerede og blev også officielt bekræftet.

Men det var løgn, var det. Endnu en falsk historie. Colussus var ganske rigtigt en tidlig computer. Ikke den første, den ære fik Konrad Zuse i 1941, men den første elektroniske, idet den var baseret på radiorør i stedet for mekaniske relæer. Men den fandt ikke anvendelse på Enigma og Alan Turing havde ikke rigtigt noget med den at gøre. Enigma blev brugt på lave niveauer i Værnemagten. Mellem stabene kommunikerede man med fjernskriver (Enigma bruges til morse og kræver to-tre mand i hver ende). Fjernskriverne var sikret med en kryptoforsats (der var mindst tre typer) og gik under navnet Geheimschreiber. Den blev anset for mere sikker end Enigma (tyskerne var ikke helt så dumme, som de gerne fremstilles). Den var voldsomt kompliceret med adskillige hul, der på næsten kaotisk vis forvandlede fjernskriverteksten vha. en såkaldt vernam-ciffer. En vernamciffer er meget enkel: man tager hvert tegn og udsætter for en xor-operation (en addition på bitniveau uden menteoverførsel) med et nøgletegn. Resultatet er et kodet tegn. Modtageren xor'er det kodede tegn med det samme nøgletegn og resultatet er den oprindelige tekst. Her præsterer bogen at pære rundt i begreberne, den eneste fejl, jeg greb forfatteren i. Tricket er, hvordan man laver sekvensen af nøgletegn. Den må ikke kunne gennemskues. Og her havde Geheimschreiber adskillige fejl, der gav mulighed for (i visse situationer) at bryde krypteringen.

Det er dette, som bogen handler om. På et tidspunkt var der en svensker, der brød koden, som sendtes fra tyske enheder i Norge gennem kabler i Sverige. Rygtet bredte sig, englændere, russere og snart også tyskerne vidste det. Det gav mod til englænderne og ændringer i arbejdsgangene hos tyskerne. Men højtstående nazister nægtede at tro på, at Geheimschreiber var kompromitteret. Den model, som svenskerne (på ukendt vis og uden computer) knækkede, stammede fra Siemens-Halske. Den som englænderne kastede sig over, stammede fra firmaet Lorenz og hed Schlüsselzusats 40 eller 42. SZ40/42.

I modsætning til Turing-filmens påstand, havde Turing ikke de store problemer med at få lov at konstruere sin ”bombe”. Men da man ville lave maskiner til at analysere Lorenz-cifferen (den fik af tyskerne øgenavnet Sägefisch hvilket efterhånden blev til Tunny eller Fish hos englænderne), holdt ledelsen af Bletchley Park på, at det skulle ske mekanisk – med relæer. Enkelte folk fra det britiske postvæsen (jep! - de snagede hæmningsløst i radiotransmissioner) holdt på, at elektronik var hurtigere og faktisk også langt mere pålideligt. En påstand der stred mod den almene erfaring med radioer, der gik i stykker hele tiden. Især når man rystede dem og tændte og slukkede for dem. Gruppen i postvæsenet gik alligevel i gang med deres elektroniske analysemaskine, hvilket gav en farlig ballade, da man ikke bare sådan kunne rekvirere 1500 radiorør.

Den mekaniske maskine blev til Robinson (opkaldt efter en komiker), der godt nok fungerede, men slet ikke kunne overkomme alt det, man ønskede. Og tit havde problemer. Colossus derimod overraskede alle (andre end opfinderen Tommy Flowers) med sin hurtighed og pålidelighed. Tunny blev nu regelmæssigt brudt, hvilket gav meget vigtige oplysninger om, hvad Værnemagten og der Führer himself beskæftigede sig med. Så den næste Colossus blev bestilt og maskinen blev udviklet til at have 2000 radiorør. I alt nåede man op på 10 colossi i 1945.

Bogen er overordentlig grundig i sin beskrivelse af analysemetoderne, maskinernes funktion og betydningen af kodebrydningen. I det omfang forfatteren har kunne få adgang til materialet. Den dag i dag er dele af projektet stadig hemmeligt. Forfatteren kommer også ind på, hvad Colossus havde af betydning for GCHQ, der opstod efter krigen og han lægger fint op til Snowdens afsløringer, selv om bogen er fra 2006. Hvilket også er forklaringen på, at sagen er delvist mørkelagt endnu.

Hvad skete der med Flowers efter krigen? Han fik en lille orden – engang i 1970'erne. Og en belønning på 1000 £, hvilket ikke engang dækkede de udlæg, han personligt havde måttet gøre for at få den første Colossus færdig. Og han havde påbud om at holde kæft. Lidt fik han dog lov til at fortælle, inden han døde. Colossierne blev skilt ad. Et upålideligt rygte sagde, at den (ental) blev sænket på bunden af Nordsøen på Churchills ordre. Men i hvert fald et par af de nyeste maskiner havnede i Cheltenham.

Colossus lignede ikke en moderne computer. Den var fleksibel, kunne ”programmeres” (med koblingstavler og omskiftere) og kunne danne nøglesekvenser og lave enkle, statistiske analyser på brugen af nøglerne. Hvilket var enormt meget på det tidspunkt. Trods hemmeligholdelsen har den givet smittet af på både amerikanske og britiske tidlige computere. Kun kom Flowers aldrig til at arbejde med computere igen. I 60'erne blev Regnecentralen kendt viden om på at konstruere en hulstrimmellæser, RC2000, der kunne læse 2000 tegn i sekundet. Colossus kunne læse 5000 tegn i sekundet og koblet op på den rette måde behandle 25.000 tegn i sekundet. Temmelig imponerende. Under et forsøg på hvor hurtigt man kunne køre, nærmede hulstrimlens fart sig 100 km/t.

Bogen anbefales hermed på det kraftigste, uanset om man interesserer sig for computere, efterretningsarbejde eller historie.