Hjem

Sidste

Populære

RostaVinduet - Forsiden

Organdonor – ja eller javel?

Blandt de mennesker, der dør ved ulykker, er der ikke nok til at dække behovet for donerede organer. Så folk går skrantende rundt i lang tid, eller de dør, mens de venter. Det er naturligvis ikke godt.

Det skal der naturligvis gøres noget ved. De kreative forslag går fra at opfordre folk, mens de stadig er i live, til at melde sig som organdonorer – ikke mindst af hensyn til evt. efterladte, der ellers skal tage afgørelsen. Til at »antage« at folk gerne vil være donorer, hvis de ikke udtrykkeligt har sagt nej. Mest ekstremt er forslaget om, at hvis man ikke har meldt sig som donor, så skal man heller ikke kunne tildeles et genbrugt organ.

Læs mere…

 

Skik og brug i den moderne verden

For en ordens skyld så er det følgende ment sarkastisk.

 

Ret ikke andres stavefejl. Det er snobberi at beklage sig over, at man ikke forstår, hvad der står.

 

Ret aldrig faktuelle fejl. Andres mening og følelser kan være lige så gode som fakta.

 

Sammenlign aldrig andre med nazisterne. Heller ikke selv om de taler varmt for koncentrationslejre, strenge straffe, raceadskillelse eller massedrab. De har lige så meget ret til at have deres meninger, som du har. Og i øvrigt er dem, de har set sig sure på, sikkert muslimer.

 

Tag hensyn til mobilzombierne, der vandrer rundt på gader og fortove. Flyt dig, når de kommer vraltende. De kunne jo være i færd med noget vigtigt. Som at se den seneste kattevideo eller i færd med at videresende hævnporno.

 

Diskuter aldrig gud. Det kunne jo være dig selv.

 

Kontakt aldrig politikere over mail. Du vil blive beskyldt for hackning og terror. Politikere kan godt lide kontakt med folket, men mængeriet skal helst kun gå én vej. Hvis du virkelig har noget på hjerte, så kan du jo foreslå en frokost på en dyr restaurant.

 

Giv altid russerne og kineserne skylden. Nåh nej, hellere Nordkorea. Kinesernes penge har vi brug for.

Læs mere…

 

Mind over matter – og projektstyring

Vi er alle blevet præsenteret for opbyggelige historier om berømte mænd (kvinder forekommer, omend de nævnes sjældent), der gennem historien har troet på en idé, og som ved stædigt at holde fast i den trods modgang, tilbageslag og omgivelsernes tvivl og modstand, har bevist idéens rigtighed og ført den igennem til sidst. Viljen sejrer til sidst. Viljen sejrer altid i de opbyggelige historier (om det så er fra OTA-bøgerne eller Børnebladet). Gak du hen og gør ligeså, når du bliver voksen, lille ven.

Columbus opdagede Amerika, selv om ingen andre troede på idéen om at sejle mod vest. Edison skabte den elektriske pære, som vi levede med i mere end 100 år (og delvist stadig lever med) og skabte naturligvis også det første elektricitetsværk (og en masse andet). Amundsen kæmpede sig frem til Sydpolen som den første (han var nu ikke alene om turen), Magellan sejlede rundt om Jorden (han døde godt nok undervejs, men – you get the general idea? – det blev han kun en større helt af). Cæsar underlagde sig Gallien. Og sådan fortsætter det.

Læs mere…

 

Det primære?

Hvis alting skulle vurderes og vedtages ud fra det ene (eller det primære) kriterium, om det kan svare sig – eller hvilken forrentning det vil give, ville vi godt nok komme til at leve i en trist og død verden. For rentabilitet er ikke noget godt mål for lykke. Man kan ikke lave en matematisk modellering af, hvad der er godt, smukt eller rart. Eller for den sags skyld sjovt. Man prøver godt nok noget i den retning med »fokusgrupper« eller testscreeninger af f.eks. film. Griner forsøgspublikummet ikke nok, klippes filmen om og får en anden (happy) ending. Man kan ikke bruge økonomiske kriterier til at afgøre, om man f.eks. skal give kræftpatienter et længere liv, eller om man skal bedre vilkårene for f.eks. psykiatriske patienter? Er f.eks. EU godt, hvis det kan betale sig (og for hvem?)? Skal et kunstværk kun skabes, hvis der er et sikkert marked for det? Skal et manuskript skrives for at sælge billetter eller for at skabe? Så står vi meget hurtigt med maskinfremstillede værker eller stupide tv-show.

Men det er jo tilfældet. Faktisk lever vi i en meget trist verden.

 

Farlige borgere?

Inger Støjberg, der åbenbart har fået abstinenser efter ikke at have været på forsiden i knap en uge (stræber hun Lille-Lars fra Græsted efter magten?), er atter faret i »blækhuset«: Muslimer bør holde ferie i ramadan-måneden, da de er til stor fare for andre mennesker, når de raver rundt halvt bevidstløse af sult. DF mener naturligvis noget vildere, og vil have fastende muslimer fyret. Socialdemokraterne har ikke forsøgt at stikke dén – endnu da?

Der er godt nok ingen, der har lagt mærke til noget problem med ulykker på grund af ramadanen. Ikke-muslimer, der også faster af og til, siger, at det kan man sagtens holde til. Måske skærper det ligefrem sanserne. Det er jo ikke en måneds streng faste i bedste Jesus-stil, det er faste om dagen og så et hyggeligt måltid med familie og evt. venner om aftenen. Endda et måltid uden alkohol.

Men der er en anden gruppe, hvis religiøse udskejelser medfører stor fare for dem selv og andre. Nemlig de kristne danskere (og en del ateister), der i de 1½ til 2 måneder, som julemåneden varer, vælter rundt fra brandert til brandert, fra J-dag til julefrokoster, kun adskilt af perioder med tømmermænd. Disse branderter plejer normalt at tage en taxa eller bussen hjem, klogeligt nok, men nogle tager bilen. Politiet er nødt til hvert år at køre en større kampagne for at få stoppet bare nogle af spritbilisterne. Men de er ikke muslimer og er derfor ikke noget politisk problem. Det burde de måske være.

 

Er vi alene?

Fermis paradoks er formuleringen af spørgsmålet, hvordan kan det være, at vi ikke har hørt eller set noget til andre civilisationer i Universet? Eller for den sags skyld bare i vores egen galakse? Galaksen er enorm og har praktisk taget ufatteligt mange stjerner. Enrico Fermi er død for længst, og han havde ingen anelse om de senere års opdagelser inden for astronomien: At planeter er så almindelige omkring stjerner, at det efterhånden må anses for et særsyn, hvis en nogenlunde anstændig stjerne (dvs. visse typer af stjerner) ikke har en eller to håndfulde af dem. Mysteriet er altså kun blevet større. Meget større.

Jorden blev dannet for lidt over 4 milliarder år siden, sammen med Solen og de andre planeter. Ganske kort efter, at den havde fået en fast skorpe med flydende vand på, finder man de første indiskutable tegn på liv på Jorden, bakterier. Der har eksisteret liv her i mere end 3,8 milliarder år. Ud fra dette ene eksempel (en farlig praksis), må man antage, at opståen af liv er en ret almindeligt forekommende begivenhed, hvis betingelserne ellers er til stede.

Så hvorfor hører vi intet til andre civilisationer i galaksen?

Læs mere…