Hjem

Sidste

Populære

RostaVinduet - Forsiden

Rejsekortet - en teknisk møllesten

For snart længe siden blev klippekort af pap afskaffet, og senere røg månedskortet af pap også. Pappet havde nu sine fordele; der var ikke nogen tvivl om, det var gyldigt eller ej. Og derfor var der ingen grund til at diskutere med en evt. billetkontrollør. De gamle månedskort havde også den fordel, at man ikke skulle stå i kø for at tjekke ind og ud – de skulle vises til chaufføren på rutebilen, ellers gik det bare glat.

Rejsekortet, hvad enten det er som et chipkort af plastik eller en app på en ”smart”-phone, kræver, at man tjekker ind og tjekker ud ved afslutningen af den sidste rejse. Ved Letbanen er dét ikke problemet (der er helt andre problemer), men i busser og rutebiler skal man stå i kø. Det tager tid, der er tit problemer, og der skal prøves flere gange, og folk kan ofte ikke stige på, før de sidste har tjekket ud. Man kan tjekke ud lige før bussen når stoppestedet, men det fungerer kun, når bussen ikke er overfyldt. De andre passagerer bliver irriterede, og chaufføren, der i forvejen har sit hyr med at holde køreplanen, bliver stresset – folk må jo være idioter.

Letbanens blåøjede teknogudebilleder står på perronen. Skærmene kan ofte vanskeligt læses, hvis man er højere end 1,65 m eller har arme kortere end 1,40 m, vinklen og reflekserne i den buede skærmdækning gør det umuligt. Så stol på lyden eller gør knæfald. Desuden fungerer standerne som regel som mødested for den lokale ungdom. Nå, de plejer at være flinke til at give plads, onde er de jo ikke.

Skal jeg vurdere ud fra lydene, når andre passagerer står ved en stander, og fra den samtale, jeg overhører, så er der ret mange ældre, der ikke kan finde ud af det. Jeg burde selvfølgelig løbe frem og hjælpe, men jeg tør ikke. For har jeg styr på det?

Nu forlyder det så, at plastikkortet skal erstattes af en app, da alle rigtige mennesker jo har en ”smart”-phone. Ellers må de f… g… m… anskaffe en! Ingen app, ingen rejse! (Man kan jo købe kontantbillet, kun med mønter i bussen og kun med kort uden for – nemt for turister?) Flere telefoner vil næppe formindske kaosset ved bussernes døre, tværtom. Og nu er det ikke nok at bekymre sig om, man nu fik tjekket ind. Nu skal man også tænke på, om man har strøm på strømslugeren indtil rejsen er slut. Og til man skal hjem igen. Men man kan jo have tasker og lommer med ”power banks” (akkumulatorer), til man ligner rumtidsagenten Valentin.

Desuden er der stadig folk (jeg vil ikke bruge ordet ”mennesker” om os), der ikke har og ikke ønsker en ”smart”-phone”. For mit vedkommende er mit kommunikationsbehov så lille, at jeg ikke kan forsvare at skulle anskaffe og løbende udskifte en ”smart”-phone. De har jo indbygget forældelse, så et fast marked er sikret. Og et abonnement med data er altså meget dyrere end på en gammel GSM-telefon fra Eriksson. Endelig bryder jeg mig ikke om at være overvåget, sporet og beluret døgnet rundt af regeringer, transnationale superfirmaer og anden organiseret kriminalitet.

Åbenbart skal man vælge den mest avancerede og mindst fungerende løsning hele tiden. Det er ikke alt nyt, der er smart. Og det er ikke alt smart, der duer. Men jo værre desto bedre. Det er ikke fordi, jeg er maskinstormer (jeg arbejder som programmør), men teknikken skal give mening, ikke bare være bling-smart. For mit vedkommende håber jeg på, at plastikrejsekortet holder, til jeg når efterlønsalderen. Jeg har i hvert fald absolut ingen planer om at arbejde til pensionsalderen – længere. Jeg gider ikke det kort-pjat længere.

Man kunne også overveje, om ikke dele af den kollektive trafik ville fungere bedre, hvis man gjorde den gratis?

 

Problemet Trump

Når man følger den hjemlige presse, får man et klart indtryk af, at præsident Donald Trump er det største problem i verden. Eller i hvert fald Vestens største problem. At USA gik ad helvede til, da Trump på nedrig og forbryderisk vis tilsvindlede sig præsidentvalget (måske endda »mastermindet« af Putin, der som den skinbarlige Satan synes at være involveret i stort set alt. Formodentlig også YouSees problemer med at vise landskampen).

Dette er en fejlslutning. En forbytning af årsager og virkninger. USA gik ikke ad helvede til på grund af Trump. Trump blev valgt som følge af, at USA er sunket dybere i sin selvskabte sump. Trump er ikke den første skumle præsident, som det land har valgt. Han er heller ikke det første fjols, USA har haft utallige fjolser på den post. Som en eller anden engang udtrykte det: USA har det bedste demokrati, som man kan købe for penge! Trump er et produkt af og et redskab for dette demokrati.

USA's middelklasse er blevet forarmet, i hvert fald siden Reagan-årene. Reagan bekæmpede, som Thatcher, fagforeninger og enhver form for progressivitet. Den slags koster. I nogen tid kunne man holde maskineriet kørende gennem spekulationer og fiduser. Indtil Lehman Brothers revnede som det første foretagende. En stor del af amerikansk produktion, som middelklassen levede af – engang, er »globaliseret«. Asien har temmelig meget at sige i amerikansk økonomi. Der er ikke længere noget håb. Og forresten ryger klimaet også en tur. Den eneste »løsning« er fornægtelse. Ikke kun som en psykologisk beskyttelsesmekanisme på en ubærlig situation, men som national politik.

Det er ikke så meget resultatet af en nedrig sammensværgelse fra de rige amerikanere (eller rige asiater for den sags skyld) mod fattige amerikanere, som det er resultatet af kapitalismen. Eller om man vil imperialismen. Trump betyder meget lidt i den sammenhæng. Han betyder noget for formen, ikke ret meget for indholdet af den fordærvede vare.

Demokraterne, den anden fløj i det amerikanske 1½-partisystem, har frygtet at skulle vælte Trump ved en rigsretssag. Formodentlig ikke uden grund. Hvis manden bliver afsat af sine modstandere snarere end af de forrådte vælgere, vil man kunne skabe en »legende« om et statskup. Et kup mod »the deplorables« (et udtryk Hillary Clinton kom til at bruge om Trumps støtter. Rammende, men med et frygteligt tilbageslag). Et »kup« kan styrke folk, der er værre end Trump (f.eks. i besiddelse af en vis begavelse og dannelse). Det kan også udløse noget, der vil minde om en borgerkrig. Man kan meget nemt forestille sig, at »alt right« i et betydeligt omfang vil starte en voldskampagne. Som hævn.

Men nu er demokraterne så presset til at starte processen mod en rigsretssag. Som de risikerer at tabe, uanset udfaldet. Og det næste præsidentvalg kan – atter – blive en kamp mellem rigmænd (m/k).

 

Det rette værktøj?

Vi sidder i en båd. Båden er læk, og vandet siver ind. Vi må lænse båden. Til dette formål har vi en fin sigte. Altså sådan en dims med trådnet i bunden, som man normalt bruger til at fjerne klumper fra mel og fremmedlegemer fra lervælling. Men vi skal altså bruge den til at lænse båden med. Efter at have forsøgt at øse vandet ud med sigten i »nogen tid«, må vi konkludere, at det ikke rigtigt hjælper. Så vi kræver at få enten flere sigter eller en, der er meget større. Baseret på vore hidtidige erfaringer.

I en helt anden situation har vi et EU, hvor vi har problemer med tiltagende fattigdom. Og hvor rigdommen bliver mere og mere ulige fordelt. Hvor smarte folk kun undtagelsesvist skal forklare sig i retten, om hvorfor de simpelthen var nødt til at tage millioner eller milliarder fra den ene eller den anden kasse. At de faktisk var ofre for det hullede system.

Vi har også problemer med forurening, klimabelastende udledninger og misbrug af verdens ressourcer. Der har været succeshistorier gennem tiden. DDT blev forbudt, freon og halon blev forbudt, selv om det tog meget lang tid. Kogalskaben synes at være blevet stoppet (selv om nogle frygter, at den først for alvor skal til at ramme mennesker). Hullet i ozonlaget ved polerne giver varierende meldinger. Sommetider sker der fremskridt, somme tider er det værre. Men vi bevarer håbet. Der blév reageret. Til sidst.

Bierne og de andre insekter er vi godt på vej til at få has på. Nogle mener, at vi allerede har udryddet omkring 70 procent af dem i EU. Det kniber så lidt med myg og lus, der synes ret sejlivede. Mange sprøjtegifte (nej, det skal hedde »planteværnsmidler«) er stærkt mistænkt for at være mere giftige end godt er, for insekter, fugle, fisk og mennesker. Men her kan handlekraftige politikere skære igennem. Og få udsat et forbud til der foreligger entydige beviser og metaanalyser, der viser, at de faktisk er så farlige som »tosserne« hævder.

Udledningen af drivhusgasser gør også fremskridt. Vi har aldrig udledt så meget som nu. Men vi har fået indført sparepærer. Desværre er vores energiforbrug bare blevet så meget større i mellemtiden. Men meningen var skam god nok.

Engang i tidernes morgen blev det fortalt, at EU ville forenkle vore eksportvirksomheders vilkår ved at standardisere stik af alle slags, så et fjernsynsapparat kun skulle produceres med én type elstik og én type antennestik. Det har man så måttet opgive, besværet og forviklingerne var uoverkommelige. Men det gør faktisk ikke noget. For vi har ikke rigtigt nogen fjernsynsproduktion tilbage.

Og så er det, at vi får at vide, at vore problemer kun kan øses – undskyld, jeg mener løses – med ét probat middel. Mere sigte – undskyld, jeg mener naturligvis mere EU!

 

Syrienskrigere og germansk sædvane

Børn af danskere, der er rejst til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat, skal fratages deres danske statsborgerskab. Vi straffer nogle børn, meget små børn, for de forbrydelser deres forældre måtte have begået. Endda uden at stille hverken forældre eller børn for en domstol. Det siges, at vi må beskytte os mod de forbrydelser, der måske engang vil blive begået af børnene. Åbenbart er børnene på magisk vis indpodet med terrorgener?

For det første, er danskere, der begår forbrydelser i udlandet, også Danmarks problem. Vi kan ikke frasige os ansvaret for at retsforfølge dem, for at anbringe dem i et fængsel, hvis de findes skyldige ved en domstol. Vi forventer jo stadig, at forbrydere, som bliver udvist fra Danmark, bliver modtaget af deres respektive hjemlande.

For det andet er det at straffe mennesker for forbrydelser, de ikke har begået, som andre har begået, og for forbrydelser de sådan rent hypotetisk kunne tænkes at ville begå i fremtiden, når/hvis de engang vokser op, noget mærkværdigt. Det er ikke ganske uhørt. I Nazityskland kunne slægtninge blive straffet for de forbrydelser (efter nazistisk målestok), som andre havde begået. Det kaldet man Sippenhaft. Ideen var afledt af klanens ansvar for at udrede erstatninger, mandebod, i gammel germansk sædvaneret. Nu skal det så også være norm for visse forbrydelser her i landet. I forvejen kan man sætte en hel familie på gaden, hvis et af børnene har udviklet sig til vaneforbryder.

Det hævdes, at man på internettet ikke må sammenligne folk og regeringer med nazister. Men hvad skal man så sammenligne med i dette tilfælde? Man straffer ganske uskyldige for andres forbrydelser – som afskrækkende foranstaltning.

Og derpå forventer man, at der skal gælde andre regler for Danmarks forhold til egne borgere, end der gælder for andre landes forhold til deres borgere.

Rent bortset fra, at det nok er klogere at få de krigeriske forældre anbragt i et dansk fængsel, underkastet en social »omskoling«, end at lade dem fortsætte deres nuværende »karriere«. Og at få deres børn adskilt fra forældrene og sørge for, at de dels overlever, dels ikke selv ender som »krigere«.

Vi bekæmper nok bedst forbrydere ved ikke selv at blive forbrydere.

 

Forvirring

Kurderne er vore allierede i vor fælles kamp mod Islamisk Stat og al Qaeda. Derfor straffer vi folk, der støtter kurderne. Og naturligvis kurderne (det var noget med en lokumsaftale om at få Anders Fogh Rasmussen afhændet til NATO).

Vore fjender er al Qaeda og Islamisk Stat. Derfor holder vi os meget gode venner med Saudiarabien og deres kødhakker-kronprins.

Vi finansierer også Islamisk Stat ved at afmontere vores skattevæsen, så de frit kan lænse statskassen.

Vi gør altid, hvad USA forlanger af os. I hvert fald når først USA har fundet ud af, hvad deres præsident mener. Indtil videre. Måske.

Vi støtter de basale menneskerettigheder. Derfor straffer vi de soldater, der afslører vore troppers brud på menneskerettighederne, hårdt.

Vi følger altid sandheden. Derfor røg den fyr, der fortalte sandheden om løgnen bag Irak-krigen, i spjældet. Sandheden er kostbar og tåler ikke dagens lys. Løgnen er så dansk som leverpostej.

Vi er miljøbevidste. Sladrer nogen om, at der f.eks. svines med kemikalier under olieboring i Nordsøen, så udleverer vi navnet (på sladrehanken) til Mærsk.

Vi er altid på den rette side. Uanset hvor tit vi skal skifte side. Fra at være naziallieret til USAs lydstat.

Når en udlænding begår grove lovovertrædelser (også af og til mindre grove) bliver de ofte udvist. Også selv om de skulle være født her i landet. Vi forventer, at deres »hjemlande« står klar til at tage imod dem. Derimod kan Danmark ikke forventes at tage imod danskere, der sidder fængslet i udlandet, hvis de er ubehagelige nok. Og slet ikke børn af disse »ubehagelige«, selv om børnene da for pokker må anses for fuldkommen uskyldige.

 

Nu forstår jeg, hvorfor der altid serveres rigelige mængder af alkohol ved diplomatske sammenkomster!

 

Abortmodstand - skinhellige sataner

Nogle amerikanske stater er i fuld gang med at afskaffe retten til abort. Undtagen – måske – i de tilfælde hvor kvindens liv er i fare, hvis graviditeten fortsættes. Abort skal være forbudt, også i de ekstreme situationer, hvor graviditeten skyldes voldtægt, også overgreb fra voksne mod pigebørn. For når Gud™ har udvirket det mirakel at skabe en graviditet, bør mennesker ikke blande sig. De kristnes gud udvirker nu af og til sine mirakler på ganske perverse måder!

Paven, den store brobygger, har for nogen tid siden udtalt, at abort er ganske som at hyre en lejemorder. Smuk sammenligning. Den katolske skinhellige kirke har måske ikke helt det samme omfangsrige problem, da de præster, der ikke kan overholde det mærkværdige krav om cølibat, lige så gerne forgriber sig på kordrengene som på pigerne. Det giver naturligvis ikke uønskede graviditeter i samme omfang.

Skinhelligheden skyldes dels, at man stiller større krav til andre, end man selv magter at leve op til. Dels at man ikke tager højde for, at mennesker nu engang er mennesker. Ikke fiktive helgener. Når amerikanerne udbreder nødhjælp og evangelier i f.eks. Afrika, er det med det meget lidt funktionelle budskab, at seksuel afholdenhed løser alle problemer. Så undervisning i brugen af prævention er ikke velset. Selv om p-piller kunne forhindre de uønskede graviditeter – de Guds mirakler – der ofte ødelægger unge pigers muligheder for at få en ordentlig uddannelse. Og selv om kondomer måske kunne have forhindret HIV-smitte. Det er måske også et Guds mirakel?

Abortmodstandere omtaler gerne sig selv som »pro life«, dvs. tilhængere af fri abort er »pro death«. Men hvor mange af disse pro life'ere gør noget for 1) at forhindre uønskede og ulykkelige graviditeter? 2) Gør noget for at forbedre livskvaliteten for de vordende mødre, for børnene og for de mere eller mindre rudimentære familier, der er resultatet af den megen »life«?

Har man set højrefløjen gøre noget for en bedre

seksualundervisning? For en seksualundervisning i det hele taget? For adgang til gratis prævention? For adgang til uddannelse. Også efter en evt. fødsel? For adgang til sundhedsundersøgelser under graviditeten? For adgang til ordentlig kost. Og et rimeligt liv? For adgang til sundhedspleje for mor og barn efter fødslen?

Dødeligheden for kvinder med uønskede graviditeter er i mange lande ret stor. Når barnet har fået »life«, er det ikke af nogen interesse for de kristelige. Den slags ville kræve skatteændringer, ja samfundsændringer. Rigdom for de rige og død for de fattige er et udtryk for »Guds orden«© og vilje. Den må vi ikke modarbejde.

Bekæmpelse af fattigdommen er nok det vigtigste, da den omfatter sundhed og uddannelse. Og dermed at mange problemer kan undgås fra starten af. Men de uønskede graviditeter fastholder forældrene, hvad enten de er par eller enlige mødre, i fattigdom og elendighed.

Angrebene på retten til abort rammer de fattigste hårdest. De velhavende kan (i et vist omfang) betale sig fra problemerne. Retfærdighed og rimelighed er en vare, der købes og sælges. Det er de fattigste, der bliver ramt hårdest af et uønsket barn.

Et af de smukkeste steder i Det Nye Testamente er det sted i Johannesevangeliet, hvor Jesus ikke vil dømme en kvinde, der er »greben i hor«, da hendes anklagere er stukket af i skam. »Lad den der er uden synd, kaste den første sten.« Stedet er vist tilføjet på et senere tidspunkt – muligvis af en kristen skriver med forstand på mennesker. I modsætning til de skinhellige sataner, der hjemsøger kristenheden. Jesus bliver også citeret for, at man skal dele med de fattige. Ikke samle sig rigdom.

Jesus havde ikke fået lov at leve mange måneder i dag. Lo clamaron con balas a una cruz!