Hjem

Sidste

Populære

RostaVinduet - Forsiden

Moderne teknologi

Jeg hører en del radio, nok en del mere for tiden, både Danmarks Radio og BBC World Service (den er kommet på DAB+ for nogen tid siden).

Der er noget, der undrer mig meget ved Danmarks Radio. Jeg oplever jævnligt, at radioavisen er erstattet af tavshed, en der rømmer sig, eller et fjollet »nødbånd«. Ligeledes synes det at være normalt, at et telefoninterview ikke kan gennemføres. Lyden falder delvist ud, hvorpå værten beder personen i den anden ende om at gå hen til vinduet, dreje et par gange rundt eller stå på hænder.

Det særeste er, at BBC aldrig synes at have den slags problemer. Findes der et konvent af radionisser i DRs kælder, som flår i kablerne? Man kunne måske forestille sig en situation, hvor myndighederne havde et akut behov for at meddele sig til befolkningen? Der kan jo ske så meget. Og så har man en radio, der ikke fungerer, og ikke har fungeret i 15-20 år. Myndighederne vil heller ikke kunne sende et brev med posten, for man ved aldrig, hvornår brevene når frem (eller på hvilken adresse). Man vil heller ikke kunne benytte e-boks med nogen sikkerhed, selv om der da har været enkelte dage, hvor e-boks har fungeret.

Det undrer mig, at moderne teknologi synes at være mindre pålidelig end en dyngvåd bavnehøj for 1000 år siden.

 

Gode råd og svindel

I disse tider flyder internettet over med gode råd og anden overtro om, hvordan man undgår smitte med coronavirus. Eller hvordan man kan kurere det. En flok læger mener, at et malariamiddel kan redde de syge ved at blokere virus' reproduktion. Logisk nok, det skal bare bevises, at det faktisk virker i praksis. Ellers spilder man tid og penge, der kunne have været brugt bedre (og medikamentet er absolut ikke ufarligt). En vanæret læge promoverer C-vitamin som et panacea mod sygdom.

For ikke at stå tilbage for andre, så er her min påstand: CoViD-19 kan behandles med rå løg og hakkede tomater! Det er ganske vist, jeg siger det jo. Og min mening kan være lige så god som andres!

Jamen hvorledes skulle det dog virke? Hertil svarer jeg skamløst, at jeg har sagt, at man kan behandle med den patentmedicin. Jeg har ikke hævdet, at det hjælper! Derfor har jeg ikke løjet. Jeg har bare bedraget dig - hvis jeg altså solgte tomater og løg.

Når du søger gode råd, så er mit gode råd til dig. Søg råd hos folk, der ved, hvad de taler om. Som baserer deres råd på medicinsk erfaring. På beviser, så godt som det nu lader sig gøre. Også¨selv om de er mere forsigtige i deres udtalelser.

Ikke fra en tilfældig galning på nettet.

 

Rejsekortet - en teknisk møllesten

For snart længe siden blev klippekort af pap afskaffet, og senere røg månedskortet af pap også. Pappet havde nu sine fordele; der var ikke nogen tvivl om, det var gyldigt eller ej. Og derfor var der ingen grund til at diskutere med en evt. billetkontrollør. De gamle månedskort havde også den fordel, at man ikke skulle stå i kø for at tjekke ind og ud – de skulle vises til chaufføren på rutebilen, ellers gik det bare glat.

Rejsekortet, hvad enten det er som et chipkort af plastik eller en app på en ”smart”-phone, kræver, at man tjekker ind og tjekker ud ved afslutningen af den sidste rejse. Ved Letbanen er dét ikke problemet (der er helt andre problemer), men i busser og rutebiler skal man stå i kø. Det tager tid, der er tit problemer, og der skal prøves flere gange, og folk kan ofte ikke stige på, før de sidste har tjekket ud. Man kan tjekke ud lige før bussen når stoppestedet, men det fungerer kun, når bussen ikke er overfyldt. De andre passagerer bliver irriterede, og chaufføren, der i forvejen har sit hyr med at holde køreplanen, bliver stresset – folk må jo være idioter.

Letbanens blåøjede teknogudebilleder står på perronen. Skærmene kan ofte vanskeligt læses, hvis man er højere end 1,65 m eller har arme kortere end 1,40 m, vinklen og reflekserne i den buede skærmdækning gør det umuligt. Så stol på lyden eller gør knæfald. Desuden fungerer standerne som regel som mødested for den lokale ungdom. Nå, de plejer at være flinke til at give plads, onde er de jo ikke.

Skal jeg vurdere ud fra lydene, når andre passagerer står ved en stander, og fra den samtale, jeg overhører, så er der ret mange ældre, der ikke kan finde ud af det. Jeg burde selvfølgelig løbe frem og hjælpe, men jeg tør ikke. For har jeg styr på det?

Nu forlyder det så, at plastikkortet skal erstattes af en app, da alle rigtige mennesker jo har en ”smart”-phone. Ellers må de f… g… m… anskaffe en! Ingen app, ingen rejse! (Man kan jo købe kontantbillet, kun med mønter i bussen og kun med kort uden for – nemt for turister?) Flere telefoner vil næppe formindske kaosset ved bussernes døre, tværtom. Og nu er det ikke nok at bekymre sig om, man nu fik tjekket ind. Nu skal man også tænke på, om man har strøm på strømslugeren indtil rejsen er slut. Og til man skal hjem igen. Men man kan jo have tasker og lommer med ”power banks” (akkumulatorer), til man ligner rumtidsagenten Valentin.

Desuden er der stadig folk (jeg vil ikke bruge ordet ”mennesker” om os), der ikke har og ikke ønsker en ”smart”-phone”. For mit vedkommende er mit kommunikationsbehov så lille, at jeg ikke kan forsvare at skulle anskaffe og løbende udskifte en ”smart”-phone. De har jo indbygget forældelse, så et fast marked er sikret. Og et abonnement med data er altså meget dyrere end på en gammel GSM-telefon fra Eriksson. Endelig bryder jeg mig ikke om at være overvåget, sporet og beluret døgnet rundt af regeringer, transnationale superfirmaer og anden organiseret kriminalitet.

Åbenbart skal man vælge den mest avancerede og mindst fungerende løsning hele tiden. Det er ikke alt nyt, der er smart. Og det er ikke alt smart, der duer. Men jo værre desto bedre. Det er ikke fordi, jeg er maskinstormer (jeg arbejder som programmør), men teknikken skal give mening, ikke bare være bling-smart. For mit vedkommende håber jeg på, at plastikrejsekortet holder, til jeg når efterlønsalderen. Jeg har i hvert fald absolut ingen planer om at arbejde til pensionsalderen – længere. Jeg gider ikke det kort-pjat længere.

Man kunne også overveje, om ikke dele af den kollektive trafik ville fungere bedre, hvis man gjorde den gratis?

 

Problemet Trump

Når man følger den hjemlige presse, får man et klart indtryk af, at præsident Donald Trump er det største problem i verden. Eller i hvert fald Vestens største problem. At USA gik ad helvede til, da Trump på nedrig og forbryderisk vis tilsvindlede sig præsidentvalget (måske endda »mastermindet« af Putin, der som den skinbarlige Satan synes at være involveret i stort set alt. Formodentlig også YouSees problemer med at vise landskampen).

Dette er en fejlslutning. En forbytning af årsager og virkninger. USA gik ikke ad helvede til på grund af Trump. Trump blev valgt som følge af, at USA er sunket dybere i sin selvskabte sump. Trump er ikke den første skumle præsident, som det land har valgt. Han er heller ikke det første fjols, USA har haft utallige fjolser på den post. Som en eller anden engang udtrykte det: USA har det bedste demokrati, som man kan købe for penge! Trump er et produkt af og et redskab for dette demokrati.

USA's middelklasse er blevet forarmet, i hvert fald siden Reagan-årene. Reagan bekæmpede, som Thatcher, fagforeninger og enhver form for progressivitet. Den slags koster. I nogen tid kunne man holde maskineriet kørende gennem spekulationer og fiduser. Indtil Lehman Brothers revnede som det første foretagende. En stor del af amerikansk produktion, som middelklassen levede af – engang, er »globaliseret«. Asien har temmelig meget at sige i amerikansk økonomi. Der er ikke længere noget håb. Og forresten ryger klimaet også en tur. Den eneste »løsning« er fornægtelse. Ikke kun som en psykologisk beskyttelsesmekanisme på en ubærlig situation, men som national politik.

Det er ikke så meget resultatet af en nedrig sammensværgelse fra de rige amerikanere (eller rige asiater for den sags skyld) mod fattige amerikanere, som det er resultatet af kapitalismen. Eller om man vil imperialismen. Trump betyder meget lidt i den sammenhæng. Han betyder noget for formen, ikke ret meget for indholdet af den fordærvede vare.

Demokraterne, den anden fløj i det amerikanske 1½-partisystem, har frygtet at skulle vælte Trump ved en rigsretssag. Formodentlig ikke uden grund. Hvis manden bliver afsat af sine modstandere snarere end af de forrådte vælgere, vil man kunne skabe en »legende« om et statskup. Et kup mod »the deplorables« (et udtryk Hillary Clinton kom til at bruge om Trumps støtter. Rammende, men med et frygteligt tilbageslag). Et »kup« kan styrke folk, der er værre end Trump (f.eks. i besiddelse af en vis begavelse og dannelse). Det kan også udløse noget, der vil minde om en borgerkrig. Man kan meget nemt forestille sig, at »alt right« i et betydeligt omfang vil starte en voldskampagne. Som hævn.

Men nu er demokraterne så presset til at starte processen mod en rigsretssag. Som de risikerer at tabe, uanset udfaldet. Og det næste præsidentvalg kan – atter – blive en kamp mellem rigmænd (m/k).

 

Det rette værktøj?

Vi sidder i en båd. Båden er læk, og vandet siver ind. Vi må lænse båden. Til dette formål har vi en fin sigte. Altså sådan en dims med trådnet i bunden, som man normalt bruger til at fjerne klumper fra mel og fremmedlegemer fra lervælling. Men vi skal altså bruge den til at lænse båden med. Efter at have forsøgt at øse vandet ud med sigten i »nogen tid«, må vi konkludere, at det ikke rigtigt hjælper. Så vi kræver at få enten flere sigter eller en, der er meget større. Baseret på vore hidtidige erfaringer.

I en helt anden situation har vi et EU, hvor vi har problemer med tiltagende fattigdom. Og hvor rigdommen bliver mere og mere ulige fordelt. Hvor smarte folk kun undtagelsesvist skal forklare sig i retten, om hvorfor de simpelthen var nødt til at tage millioner eller milliarder fra den ene eller den anden kasse. At de faktisk var ofre for det hullede system.

Vi har også problemer med forurening, klimabelastende udledninger og misbrug af verdens ressourcer. Der har været succeshistorier gennem tiden. DDT blev forbudt, freon og halon blev forbudt, selv om det tog meget lang tid. Kogalskaben synes at være blevet stoppet (selv om nogle frygter, at den først for alvor skal til at ramme mennesker). Hullet i ozonlaget ved polerne giver varierende meldinger. Sommetider sker der fremskridt, somme tider er det værre. Men vi bevarer håbet. Der blév reageret. Til sidst.

Bierne og de andre insekter er vi godt på vej til at få has på. Nogle mener, at vi allerede har udryddet omkring 70 procent af dem i EU. Det kniber så lidt med myg og lus, der synes ret sejlivede. Mange sprøjtegifte (nej, det skal hedde »planteværnsmidler«) er stærkt mistænkt for at være mere giftige end godt er, for insekter, fugle, fisk og mennesker. Men her kan handlekraftige politikere skære igennem. Og få udsat et forbud til der foreligger entydige beviser og metaanalyser, der viser, at de faktisk er så farlige som »tosserne« hævder.

Udledningen af drivhusgasser gør også fremskridt. Vi har aldrig udledt så meget som nu. Men vi har fået indført sparepærer. Desværre er vores energiforbrug bare blevet så meget større i mellemtiden. Men meningen var skam god nok.

Engang i tidernes morgen blev det fortalt, at EU ville forenkle vore eksportvirksomheders vilkår ved at standardisere stik af alle slags, så et fjernsynsapparat kun skulle produceres med én type elstik og én type antennestik. Det har man så måttet opgive, besværet og forviklingerne var uoverkommelige. Men det gør faktisk ikke noget. For vi har ikke rigtigt nogen fjernsynsproduktion tilbage.

Og så er det, at vi får at vide, at vore problemer kun kan øses – undskyld, jeg mener løses – med ét probat middel. Mere sigte – undskyld, jeg mener naturligvis mere EU!

 

Syrienskrigere og germansk sædvane

Børn af danskere, der er rejst til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat, skal fratages deres danske statsborgerskab. Vi straffer nogle børn, meget små børn, for de forbrydelser deres forældre måtte have begået. Endda uden at stille hverken forældre eller børn for en domstol. Det siges, at vi må beskytte os mod de forbrydelser, der måske engang vil blive begået af børnene. Åbenbart er børnene på magisk vis indpodet med terrorgener?

For det første, er danskere, der begår forbrydelser i udlandet, også Danmarks problem. Vi kan ikke frasige os ansvaret for at retsforfølge dem, for at anbringe dem i et fængsel, hvis de findes skyldige ved en domstol. Vi forventer jo stadig, at forbrydere, som bliver udvist fra Danmark, bliver modtaget af deres respektive hjemlande.

For det andet er det at straffe mennesker for forbrydelser, de ikke har begået, som andre har begået, og for forbrydelser de sådan rent hypotetisk kunne tænkes at ville begå i fremtiden, når/hvis de engang vokser op, noget mærkværdigt. Det er ikke ganske uhørt. I Nazityskland kunne slægtninge blive straffet for de forbrydelser (efter nazistisk målestok), som andre havde begået. Det kaldet man Sippenhaft. Ideen var afledt af klanens ansvar for at udrede erstatninger, mandebod, i gammel germansk sædvaneret. Nu skal det så også være norm for visse forbrydelser her i landet. I forvejen kan man sætte en hel familie på gaden, hvis et af børnene har udviklet sig til vaneforbryder.

Det hævdes, at man på internettet ikke må sammenligne folk og regeringer med nazister. Men hvad skal man så sammenligne med i dette tilfælde? Man straffer ganske uskyldige for andres forbrydelser – som afskrækkende foranstaltning.

Og derpå forventer man, at der skal gælde andre regler for Danmarks forhold til egne borgere, end der gælder for andre landes forhold til deres borgere.

Rent bortset fra, at det nok er klogere at få de krigeriske forældre anbragt i et dansk fængsel, underkastet en social »omskoling«, end at lade dem fortsætte deres nuværende »karriere«. Og at få deres børn adskilt fra forældrene og sørge for, at de dels overlever, dels ikke selv ender som »krigere«.

Vi bekæmper nok bedst forbrydere ved ikke selv at blive forbrydere.