Hjem

Sidste

Populære

RostaVinduet - Forsiden

L'état c'est ?

L'état c'est Pind. Staten, det er Pind.
 

Evakuering

Professor Stephen Hawking mener, at vi bør bygge store og langtrækkende rumskibe for at drage ud og bosætte os på fjerne planeter. Vor fortsatte eksistens på Jorden er nemlig truet af forskellige katastrofer, nogle af dem skyldes os selv og vor civilisation.

Nu kan man hævde, at det muligvis er betydeligt nemmere at gøre noget ved de igangværende og de mulige og truende katastrofer end at flytte til en ny planet. Og i øvrigt vil nissen jo flytte med! Hvis vi ikke kan administrere én planet til artens bedste, hvorfor skulle vi da være bedre med en ny planet?

Læs mere…

 

At læse poesi højt

Når man skal læse poesi op for et publikum, synes der at være flere skoler for, hvordan man bør bruge sin stemme. Den ene anvender en patos, som var man en klassisk skuespiller. Ordene betones ud fra deres betydning og sammenhæng. Den anden, der er blevet meget udbredt i nutiden, tilsiger, at ordene i digtet skal tale for sig selv. Oplæseren må ikke på nogen måde modulere udtalen.

Resultatet er desværre temmelig kedeligt. Enhver tekst, uanset dens indbyggede poesi, kommer til at lyde som en nekrolog over en bedemand, fra en slægt af bedemænd.

Hvorimod en tekst oplæst med følelse og indleven, med patos, kan gribe en, også selv om man ikke forstår ordene, fordi sproget er fremmed.

Jeg oplevede for et par år siden en eller anden læse op på italiensk af en mig ubekendt tekst. Den slog! Det var en vigtig, en betydningsfuld tekst, lod stemmen mig forstå. Ret hurtigt kunne jeg dog, via mit beskedne kendskab til bl.a. latin, identificere teksten som indledningen til Dantes Den Guddommelige Komedie. Stemmen, der vist tilhørte en italiensk professor i litteratur, havde evnet at overføre en hel del af tekstens idé.

Jeg har også oplevet et par af Shakespeares sonetter oplæst på BBC. Teksten blev gjort levende af oplæseren. Således kan det gøres. Således skal det gøres.

 

En stor sejr?

Den franske præsidents parti (i andre lande ville man måske tale om det parti, han var medlem af) har vundet første runde af parlamentsvalget. Godt nok fik han knapt 1/3 af stemmerne og godt nok var det under halvdelen af vælgerne, der stemte, men han står tilsyneladende til i anden runde at få 3/4 af mandaterne i parlamentet. Det er meget godt klaret med så ringe en opbakning. Men ellers ville der jo ingen retfærdighed være til.

Danske medier udlægger det som en jordskredssejr og et knusende nederlag for modstanden mod EU (repræsenteret af Marine Le Pen) og til højrepopulismen i hele EU.

Det er imidlertid at overdrive voldsomt. Macrons sejr, baseret på under en sjettedel af vælgerne, er ikke en pludselig afskaffelse af franskmænds og andre folks afsky ved det selvgode og selvglade EU. Det er heller ikke nogen begejstret tilslutning til storkapitalens projekt. Det er snarere en følelse af afsky og afmagt. Og et besynderligt valgsystem.

Og lang tids afmagt kan give sig voldsomme udslag en dag. Og det er ikke sikkert, at dét ville blive noget at fejre.

 

Brænd lortet af

Hella Joof, medlem af regeringens (fred være med den!) nye råd for forstyrrelse, udtalte forleden, at vi bør gøre lige som visse indianerstammer, der hvert 7. år afbrænder alt deres habengut og begynder på en frisk. Det lo de meget af dén sommer!

Det er ikke klart, hvilke indianere, der skal have haft en sådan uøkonomisk og temmelig risikabel praksis. Men jeg har da hørt om folk, der hvert år lagde alle folkets synder på en gedebuk og drev denne ud i ørkenen. Jeg kender også et økonomisk system, hvor man af hensyn til systemets fortsatte beståen er nødt til at destruere ikke alle værdier, men en betragtelig del af den ophobede og urentable kapital. Dette sker bedst i form af store krige, hvor man samtidig kan ofre en masse af proletariatets børn.

Normalt, hos rationelle mennesker, vil man, når man vil bygge noget nyt og bedre ikke starte med at ødelægge alt. Forne tiders viden og erfaringer benyttes delvist, redskaber og maskiner kan ofte også bruges endnu, lige som institutioner og adfærd kan modificeres.

Læs mere…

 

Dræbende kalkulationer?

Forskere inden for kunstig intelligens (og sikkert mange andre) diskuterer problemet med en autonom bil, der havner i en situation, hvor der vil ske en ulykke. Skal bilen køre ind i f.eks. 10 fodgængere og redde passageren, eller køre ind i en mur og redde fodgængerne? Hvad nu hvis der er fire passagerer og 12 fodgængere? Og skal man sagsøge programmørerne bagefter?

Det er nok en forkert formulering af problemet. Ingen levende bilister vil være i stand til at udføre en sådan kalkulation i de par sekunder, der er inden en ulykke indtræffer. I bedste fald vil bilisterne bremse efter bedste evne for at mindske skaderne. Og styre udenom hvis det er muligt.

Læs mere…