Hjem

Sidste

Populære

RostaVinduet - Forsiden

Hårde tider i vente for unge

Jeg er 50 år gammel og arbejder som programmør/systemudvikler. I mine unge dage læste jeg biologi som var (og er) min store interesse. Det gik egentlig godt med biologien, men jeg løb sur i matematikken, som jeg havde undervurderet voldsomt. Efter et par år måtte jeg erkende, at jeg aldrig ville kunne afslutte uddannelsen. Lidt desperat så jeg mig om efter noget andet. Valget faldt efter ca. én uge på edb-assistentuddannelsen. Jeg vidste, at jeg ville kunne klare den uddannelse (havde leget lidt med edb i folkeskolen - faktisk HF enkeltfag, på gymnasiet og havde siden købt en "hjemmecomputer") og havde også nogen interesse for faget. At jeg ligefrem skulle blive rigtig god som programmør, havde jeg ingen anelse om.
Men havde jeg nu været 32 år yngre i dag og igen skulle vælge uddannelse efter de SU-regler, som regeringen tænker sig, hvad ville jeg så have gjort? Ville jeg have turdet begynde på en akademisk uddannelse, som jeg ikke var 100% sikker på, at jeg kunne gennemføre? Ville jeg have haft mulighed for at skifte til en anden uddannelse?
Ungdommen af i morgen (det er om kun et par måneder) forventes at vælge rigtigt første gang og at gøre alt rigtigt (ét fejltrin og der er ikke SU til hele studiet). Det er jo ikke realistisk for mange. Dem uden deres faders konti i ryggen ved problemer, vil få det meget svært. Samtidig kræves det, at ungdommen uddanner sig mere og bedre end nogen generation før den. På overfyldte og underfinansierede skoler (vi ser lige bort fra presset på underviserne i denne omgang).
Ville jeg i dag have turdet prøve? Jeg tror det ikke. Måske kunne jeg have valgt en praktisk/faglig uddannelse? Jeg kunne givet være blevet en god smed. Men uden udsigt til praktikplads og i øvrigt heller ikke til et arbejde, ville det virke ret håbløst. Hvad så? Kanonføde?
Nej, det er ikke blevet lettere at være ung. De sidste par regeringer har også anstrengt sig for, at det skal det heller ikke være.




 

En tanke

Jeg sad og kiggede på Politikens Kulturforside d. 10. december med en computerfremstilling af Københavns Havn. Og så tænkte jeg på den fremgroende havnefront i Århus - og på Aros. Så var det jeg tænkte: Vil folk om 50-90 år rejse til København og Århus for at se disse bygninger? Vil der blive udgivet illustrerede bøger (vel elektronisk?) om dem? Vil der blive lavet lærde udsendelser på tv, som det sker for Ludwig Mies van der Rohe, Le Corbusier, Franklin Lloyd Wright, Oscar Niemeyer, Antoni Gaudí osv. - for ikke at nævne de klassiske arkitekter og deres værker? For for mig at se ligner de noget, der er lavet med en skabelon, hvor man sætter firkanter og trekanter sammen - uden nærmere sammenhæng.
 

Elektroniske valg

I Danmark foregår valg og afstemninger på den gammeldags måde, vi har kendt i mange år: Med stemmesedler af papir og manuel optælling. Det betyder, at et valgresultat ofte først foreligger hen ad midnat og at en afstemning er ganske ressourcekrævende.

Regeringen har derfor meget logisk tænkt: Ud med det det gamle skidt og lad os indføre en elektronisk, computerbaseret afstemning. Men er det nu også noget gammelt skidt?

Karakteristisk for et valg i Danmark er, at det er meget svært at fuske med afstemningsresultatet. For repræsentanter for de konkurrerende partier overvåger valghandlingen og hinanden. Og bagefter skriver de under på, at alt er foregået korrekt. Der har været enkelte små sager med snyd, men de synes at være blevet opdaget. En repræsentant for parti A kan ikke bare give sit parti 5000 ekstra stemmer, uden at de andre partier vil opdage det og anmelde forholdet. Og de først fremmødte vælgere får lov selv at se, at valgurnerne er tomme fra starten. Stemmeresultaterne offentliggøres i pressen, så de tilforordnede vælgere kan kontrollere, at det også er, hvad de fik det til aftenen i forvejen og man kan tælle hele landet sammen til yderligere kontrol. Tillid er godt, men kontrol er bedre.

Anderledes er et elektronisk valg, hvor registrering og optælling af stemmerne sker usynligt i en eller flere computere. Ingen kan her i praksis på valgstedet kontrollere, at alt foregår korrekt. Jeg vil som gammel programmør påstå, at det er ret let at svindle med et elektronisk valg. Ikke mere kompliceret end at manipulere en meget omtalt skattesag. Efter det berygtede amerikanske præsidentvalg i 2000, det hvor Al Gore ”tabte”, gik der vedholdende rygter om, at elektroniske stemmemaskiner var blevet manipuleret af producenten. Beskyldninger der ikke kunne opklares. Eller blev søgt opklaret.

Selvfølgelig kan man offentliggøre optællingsprogrammernes kildekode, så computerkyndige folk kan kontrollere, at der ikke foregår noget skummelt. Men i praksis er det umuligt at sikre sig, at den offentliggjorte programkode nu også svarer til det program, der faktisk kører på stemmemaskinerne. Selvfølgelig kan man lave kontroller baseret på checksummer og så et system til at verificere checksummerne. Men hvem skal kontrollere dette kontrolsystem og hvordan? Man ender altid med det gamle romerske spørgsmål: Hvem skal vogte vogterne selv? Quis custodiet ipsos custodes? Det kan ikke underlægges offentlig/demokratisk kontrol. Tvivlen vil altid være der.

I begyndelsen vil man nok lave en eller anden form for papiraftryk af de afgivne stemmer, f.eks. i form af en udprintet ”stemmeseddel”, der så lægges i en gammeldags valgurne. Sedlerne kan så stikprøvevis tælles op på enkelte valgsteder, og man får derved en kontrol af valgmaskinerne. Men det bliver man næppe ved med at gøre, og så er systemet pludselig mere sårbart for svindel.

Man vil naturligvis beholde de tilforordnede, men de vil blot kunne sidde og stirre ud i luften. De kan på ingen måde kontrollere, at der ikke fuskes. Ingen kan se ind i en computer. (Til en vis grad kan en ekspert, ikke en normal tilforordnet, gøre noget med en debugger.) Ingen kan bagefter undersøge, hvad maskinen faktisk lavede. De tilforordnede kunne erstattes med mannequindukker! Og så har vi slet ikke snakket om muligheden for hackning, for man etablerer naturligvis ikke et lukket net til valg.

I forvejen er ethvert valg ”skævt”, idet nogle har meget større midler at føre valgkamp for end andre. Se blot på EU-afstemningerne. Så hvis Firma B står for valgmaskinerne og samme firma har forbindelser med Parti A (som det var tilfældet i USA) – noget der i øvrigt ikke kan forhindres, så brænder lokum – måske! Var det i stedet et statsligt firma, der stod for maskinerne, ville man mistænke det/de statsbærende parti(er) for fusk. Lige som i skattelækagesagen (og meget andet).

Så synes jeg hellere, vi skal fortsætte med den gammeldags metode, som det (i Danmark på grund af de tilforordnede vælgere) er næsten umuligt at svindle med.

 

Hvem er radikaliseret?

Forleden kunne man læse i pressen, at politiet (PET) i lang tid havde tilbageholdt beviser, der kunne frikende en af de anklagede i den store brandstiftelsessag (”terrorsag”) for i hvert fald ét af forholdene (brandstiftelse mod den græske ambassade).

Politiet kommenterede ikke den ret overraskende historie, men meddelte i stedet offentligheden (som hørt i radioavisen), at venstrefløjen på det seneste var blevet stærkt radikaliseret. Nu repræsenterer en gruppe på fem (fire?) hashomtågede mænd ikke venstrefløjen og det er da forresten heller ikke sådan, at bomberne brager og skuddene smælder. I hvert fald ikke uden for rockerkredse og lign. Og de hører i hvert fald ikke til venstrefløjen!

Derimod er der bevisligt sket en radikalisering af politiet, herunder det hemmelige politi (PET), eksempelvis ved tilbageholdelse af bevismateriale (og den herostratisk berømte klimaaktion). Det er vel egentlig kriminelt. Hvis det var mig, der tilbageholdt et bevis for at bringe andre i fedtefadet, ville jeg ryge i spjældet. Der har også været ubekræftede historier om agent provocateurs, der er gået over stregen i terrorsager.

Lovgivningsmæssigt er der også sket en radikalisering. Gerninger, der før blot var forstyrrelse af den offentlige orden, hører nu under terrorlovgivningen. F.eks. at hænge et banner ud fra Axelborg.

Spørgsmålet er, om den annoncerede radikalisering ikke blot er våde drømme hos visse myndigheder. Se hvor vigtige og nødvendige, vi er.

 

De abstrakte kreative

I en tid, hvor stadig større dele af produktionen flytter til udlandet, vel at mærke de allerbilligste lande, fremhæves det ofte af politikere, erhvervsfolk og ”meningsdannere”, at vi skal til at være mere kreative. Skal vi alle sammen være kreative? Kan vi det? Men i hvert fald er det kreativiteten, vi skal leve af i fremtiden. Og kreativiteten skal nu – i modsætning til tidligere? – fremelskes i skolen. Den skal endda have sit eget fag. Det lyder da dejligt.

Foreløbig er sløjd og lignende fag på vej ud og har været det længe. Især hvis man ønsker at komme i gymnasiet. Vore børn skal jo ikke være håndværkere eller ”gemene” industriarbejdere! De skal tværtimod udgøre den nye ”kreative klasse”. Bortset fra dem der skal reparere vore boliger, biler, cykler eller passe pizzabageriet, vinhandelen og den slags.

Det hele bygger på den fejlagtige idé, at man kan være fritsvævende kreativ. Det kan man ikke. Selvfølgelig er en kunstner ikke voldsomt afhængig af andre menneskers arbejde, når han skaber sine værker. Bortset selvfølgelig fra dem der skal producere farve, lærred, pensler, ler osv. Og den ikke helt uvæsentlige inspiration og kritik fra kolleger.

Men hvis man tænker på designere, industridesignere og ingeniører, bliver idéens tomhed mere indlysende. Når dansk design engang var noget særligt, var det på grund af det gode håndværk (også selv om tingene måske blev fremstillet industrielt). At f.eks. en Hans Wegner, når han tegnede sine stole havde kendskab til materialerne (han var vist endda uddannet snedker). Og at han kunne gå ned på fabrikken og snakke med de folk, der skulle lave stolene. De kunne kritisere designet og komme med forslag, der kunne lette fremstillingen. Og stadig give en fremragende og smuk stol. Sådan har det været inden for masser af designgrene. Man skulle have kendskab til materialerne, processerne og samarbejde med folkene i produktionen. Det samme er tilfældet for ler, porcelæn, glas, metal, plastik og sikkert meget andet.

Men nu flytter produktionen til Polen. Eller til Kina eller Malaysia. Der bliver langt til produktionen. Der opstår sprogforbistring. Arbejdere og arbejdsledere er måske vant til at sige ”Yes, Sir!” i stedet for at komme med en kvalificeret kritik. Det kan ikke løses med en videoforbindelse. Det kommer i parentes bemærket også til at gå hårdt ud over uddannelsen af de kommende ”kreative”.

Alligevel forestiller ”man” sig, at nogle af os danskere skal sidde på et kontor i Danmark og udtænke epokegørende nye produkter. Selv de måske aldrig har rørt et stemmejern, en fil, en bænkhammer eller en loddepistol i folkeskolen og ikke har god kontakt til rigtige arbejdere. Det kan nok så mange CAD-programmer og nok så mange 3D-printere ikke hjælpe på. Kunne man tænke sig en smykkedesigner, der ikke kunne save, file, drive og lodde? Ja, det kan man godt, men resultatet bliver derefter.

Noget helt andet er, at de polske og malajsiske underleverandører da ikke i al evighed vil finde sig i at tage mod ordrer fra Danmark. De vil selv stå for det hele, også designet. Det vil selvfølgelig tage lidt tid at få uddannet gode folk og drage deres egne erfaringer. Men højt sat kan de gøre det i løbet af 10 år. Hvorefter de kan konkurrere med Wegners møbler og alt muligt andet. De er jo ingenlunde dummere end os.

I så fald vil der ikke skabes meget nyt i Danmark. Og dansk design vil man gå på Kunstindustrimuseet for at opleve. Indtil altså at kulturministeren lukker det. Så kan vi leve af at sælge isvafler til tyske turister. Så længe tyskerne ellers har en produktion og nogle penge. Hey, det lyder lidt som Oswald Spengler!

Det er ikke kun arbejderne på de danske virksomheder og den relativt lille gruppe af ”kreative mennesker”, det går ud over. Det kommer også i sidste ende til at gå ud over de kapitalister, der havde tænkt sig at skulle leve af deres mere eller mindre danske virksomheder.

Også inden for edb-faget – undskyld it-faget – hvor jeg selv arbejder, oplever man i stigende grad udflagning til lavtlønslande som de baltiske republikker og Indien. Selvfølgelig er en indisk programmør ikke dårligere end en dansk. Men skal der så sidde folk herhjemme og ”være kreative”? F.eks. tage ud og snakke med de kommende brugere og sammen med dem designe de nye it-systemer.

Hvis vi skal sidde her og designe systemer, der så skal programmeres i udlandet, så skal der godt nok udarbejdes nogle meget detaljerede og omfangsrige kravspecifikationer. Det vil tage tid og der vil opstå problemer med sproget og ofte begrebsforvirring. De voluminøse og rigide kravspecifikationer på 10-20 ringbind kender vi kun alt for godt fra flere offentlige it-projekter. Det er ikke altid, det ender godt. Ingen kan overskue de papirmængder. Eksemplerne er legio. Den dynamiske arbejdsproces, hvor udviklerne laver noget og afprøver det sammen med udvalgte brugere, og får kritik og ideer med hjem, vil også blive ret vanskelig.

Kort og godt: Jo mere vi flytter produktionen ud af landet, desto mere viden vil vi miste og jo dårligere produkter vil vi skabe.



 

PBS-gebyrer

Når en normal virksomhed prissætter et produkt, må man antage, at de udarbejder en kalkule. Kalkulen omfatter samtlige omkostninger ved varen, fra indkøb af evt. råstoffer og halvfabrikata og arbejdsløn, over penne og papir på kontoret og kaffen i kaffemaskinen, til udgifterne til edb og betalingsservice. Pænt fordelt ud over de forskellige produkter. Dernæst lægger man en ønsket fortjeneste oveni og får så en pris, der giver det ønskede resultat. Mindst. Fragt har man ofte lagt oven i. Men man har aldrig kalkuleret med at forære noget væk.

Når mange virksomheder nu lægger udgifterne til betalingsservice oven i opkrævningen (endda godt og vel), så regner man faktisk gebyret med TO gange for at øge fortjenesten. Ellers skulle man jo have lavet en ufuldstændig kalkule fra starten af.

Den slags hedder optrækkeri!