Det Demokratiske Parti (i USA) spekulerer stadig intenst over, hvordan man skal vriste magten fra Trump og hans ret ekstreme skare. Dvs. sikre sig præsidentposten og helst også et flertal i både senatet og repræsentanternes hus.
Trump gør til gengæld hvad han kan for at gøre det meget vanskeligt. Stramme regler for at blive registreret som vælger (opnå valgret) og begrænsning i muligheden for at brevstemme, gerne kun i bestemte stater.
Demokraterne leder efter en kandidat, der kan sælge et klart budskab – men uden samtidig faktisk at ændre noget grundlæggende i det amerikanske samfund. Kandidaten må ikke støde midtervælgerne fra sig men stadig tiltrække den arbejderklasse og de middelklasseamerikanere, der er blevet fattigere og fattigere i årtier. Og i øvrigt må kandidaten ikke støde de sponsorer, der leverer de mange penge, som er nødvendige til valgkampen.
Det er noget af et problem. Man kan ikke kommunikere sig ud af et samfundsmæssigt problem. Man kan ikke tale vælgerne ud af fattigdom. Heller ikke selv om Demokraterne leder efter »en flammende centrist«, som Adam Frisch, demokratisk politiker, blev citeret i Politiken 22. august. Man kan ikke være centrist og samfundsforandrende på samme tid. Man kan prøve, man kan narre nok vælgere, men problemerne forbliver eller vender tilbage. Og så kommer – lad mig kalde det, hvad det er – fascisterne måske tilbage. Nok under en ny leder, med nye paroler. Og måske med andre syndebukke.
USA har et dyrt og ineffektivt sundhedssystem. Det er kun delvist tilgængeligt, selv om man skulle have en forsikring, for forsikringer er forretning. Huslejerne i byerne er ofte ubetalelige, så nogle har flere job og bor i trailer-parker. Mange varer er – på grund af Trump – steget så meget i pris, at det ikke kan tales væk. Det skal man ikke forvente, at en evt. demokratisk præsident kan (og vil) gøre ret meget ved. For samfundet må ikke forandres. Kapitalismen skal bevares. Og partiets kerne vil formodentlig hellere tabe et par valg, end at have en rigtig socialist i præsidentembedet. Eller at socialister kunne udgøre en stor gruppe i Kongressen. Når Trump siger, at nogle demokratiske kandidater støttes af socialister og endda rigtige kommunister, er det ikke helt løgn. Der er faktisk folk i USA, der vil ændre samfundet, heldigvis også kommunister. Og de vil møde modstand fra alle to partier (og fra et hav af banditmilitser). Men uden en revolution sker der ikke ret meget. Almindelige og pressede amerikanere vil måske ikke være utilfredse med resultaterne af en revolution.
Man kan ikke nøjes med at holde flammende taler. Obama blev berømt for sit slogan Yes We Can! Kan hvad? Hvad skete der faktisk? En afspænding i forhold til Cuba, som jo ikke var varig. En begrænset sundhedsreform, lidt på ligeret. Og fine taler og kult-plakater.
I den periode, hvor demokraterne havde et flertal, skete der mindst muligt. At man ikke beskattede de rige alvorligt eller at store firmaer måtte dæmpe sig lidt. Arbejdsmiljøet blev ikke beskyttet meget bedre.
USA’s problemer skyldes ikke mexicanere, Cuba eller smuglere fra Venezuela. De skyldes kapitalismen (og dens politikere). Og når kapitalismen er klemt af sine egne problemer, så forsvarer den sig gerne med fascisme. Den udpeger fjender. Den bekæmper fagforeninger og venstreorienterede. Den fjerne love og bestemmelser, der beskytter svage mennesker. Den ruster sig til krig.
Og når det går helt galt, så er man ikke bange for at starte en krig eller to.